Steve Carell: James Spader er fremragende i The Office

Nok har Steve Carell sagt farvel til The Office for at hellige sig filmkarrieren, men han følger stadig med i hvad der sker i papir-firmaet Dunder Mifflin. Og i hvert fald er han fuld af beundring over, at det er lykkedes at få James Spader med i serien.
– Jeg synes det er et fremragende valg. Jeg synes det er fantastisk og han vil skyde en masse frisk energi ind i serien, siger Steve Carell til Access Hollywood.
Den indstilling deler de andre skuespillere i serien også, hvis man skal tro Steve Carell.
– Når jeg taler med resten af holdet  er de meget begejstrede og jeg ved bare det bliver en god sæson, siger Carell.
James Spader spillede den næsten jedi-skarpe Robert California i slutningen af sidste sæson af The Office. Han var på tale som en mulig aftager for Steve Carells Michael Scott som chef for kontoret i Scranton.
I begyndelsen af den nye sæson vil Spader overtage chefstolen i Scranton, men i løbet af få dage vil han blive forfremmet, til han efter kort tid sidder i toppen af hele firmaet. Reelt vil Spader altså overtage den rolle som Kathy Bates har spillet den seneste tid. Bates har fået en fast rolle i serien Harry’s Law og kan derfor ikke længere være med i The Office som chef for hele butikken.
Men når Robert California hurtigt stiger i graderne hos Dunder Mifflin, kommer kontoret i Scranton atter til at mangle en daglig leder. Hvem det bliver er stadig hemmeligt, og måske kommer der til at gå en større portion af den kommende sæson før den plads er endeligt fyldt ud.