That 70's Show stjerne får hovedrollen i ny komedieserie

Du kender ham formentlig bedst som den skæve, solbrillebærende Steven Hyde fra komedien That 70’s Show, hvor han på fantastiske vis morede sig igennem ni sæsoner i selskab med blandt andet Ashton Kutcher, Mila Kunis og Topher Grace.
Nu er Danny Masterson på vej med endnu en humoristisk serie, skriver deadline.com.
Siden That 70’s Show sluttede tilbage i 2006 har Danny Masterson haft en række forskellige større og mindre roller i både film og serier, dog uden for alvor at slå sit navn fast blandt Hollywoods store navne. Dog havde han en fin rolle i Jim Carrey filmen Yes Man fra 2008, hvor han spillede en af Jim Carreys hovedpersons nærmeste venner.
Nu kan Masterson dog være på vej tilbage til komedieserierne – denne engang endda i en ledende rolle.
Han har i hvert fald fået hovedrollen i TBS komedien Men at Work, der handler om en ung fyr, Milo, der er blevet droppet af sin kæreste. For at genfinde sin mandighed og genopfinde sig selv samler han derfor alle sine gamle venner.
Umiddelbart ikke verdens mest originale idé, men når man ser lidt på, hvem der ellers er involveret i projektet, skal det nok blive underholdende alligevel. Men at Work er nemlig skabt, skrevet og produceret at Breckin Meyer, der tidligere har været med i blandt andet komedien Road Trip.
Men at Work er endnu kun på pilot-afsnit stadiet. Piloten skal produceres af Sony Pictures TV, der har fine forventninger til serien.