The Walking Dead bagmand på vej med ny serie

Manden bag zombie-succesen The Walking Dead arbejder lige nu på endnu en tvserie til AMC.
Projektet bærer titlen Thief of Thieves og er baseret på Robert Kirkmans nye tegneserie, der bærer samme navn. AMC er allerede sammen med Kirkman gået i gang med at bearbejde tegneserien for at se, om den kan blive til endnu en forrygende tvserie.
– På samme måde som The Walking Dead rykkede horror genren til tv-mediet på en unik og banebrydende måde, er jeg helt sikker på at Thief of Thieves kan gøre det sammen for den type tyveri-historier; vi kan vise de menneskelige kvaliteter i alle karakterer, også de kriminelle, siger Robert Kirkman ifølge Deadline.com.
Kirkman, på hvis tegneserie fra 2003 hitserien The Walking Dead lige nu har stor succes verden over, har store forventninger til Thief of Thieves, der handler om mestertyven Conrad Paulson, der forsøger at blive genforenet med sin fremmedgjorte søn og tidligere kone. For at opnå det indvilliger han i at leve på dydens smalle sti og stoppe sin ‘karriere’ som storstilet indbrudstyv. Efter kort tid finder Paulson dog ud af, at han simpelthen ikke kan fungere uden det kick, som han får af sine indbrud.
For at finde en slags kompromis og bibeholde sin mulighed for at vinde sin familie tilbage, indvilliger han i kun at stjæle ting, der allerede er blevet stjålet for på den måde at hjælpe myndighederne.
Hvorvidt Thief of Thives bliver til mere end en tegneserie, må vi vente med at finde ud af. Men med den seneste massive succes for samarbejdet mellem Robert Kirkman og AMC i frisk erindring, må en vurdering være, at der er gode chancer for at Thief of Thives rammer din tvskærm indenfor et par år.