Top Gear-vært får sin egen tvserie

Richard Hammond kan bare ikke få nok af biler.
Udover det super populære tvshow Top Gear skal Hammond i den kommende sæson også være vært på det nye BBC America show Hard Drive with Richard Hammond.
Som titlen fortæller er det ganske rigtigt endnu et bil-show. I Hard Drive with Richard Hammond skal den lille brite rejse rundt i USA, hvor han skal mødes med lokale bileksperter.
Sammen skal de konkurrere i nogle af USAs mest vanvittige og ekstraordinære køretøjer, skriver Deadline.com. Det bliver spændende at se, om erfaringen fra de efterhånden mange år som Top Gear-vært har givet Hammond nok hår på brystet til at kunne slå de lokale eksperter på deres hjemmebane – og i deres køretøjer.
Indtil videre er planen, at der skal produceres seks afsnit af Hard Drive with Richard Hammond.
James May følger med til USA
Richard Hammond er dog ikke den eneste af de tre Top Gear-værter, der barsler med nye amerikanske projekter. Således er også James May på vej med en ny, oversøisk tvserie.
I James May’s Man Lab U.S. skal den ældste af de tre Top Gear-værter, James May, ligeledes en tur rundt i USA, hvor han sammen med en amerikansk medvært skal tilbage til rødderne og definere, hvad det virkelig vil sige at være en rigtig mand.
Serien er en amerikansk version af det succesfulde James May’s Man Lab, der kører på britiske BBC Two. I seriens første sæson lærte James May blandt andet seerne, hvordan man demonterer en bombe fra Anden Verdenskrig, hvordan man navigerer efter stjernerne og hvordan man virkelig fejer benene væk under en potentiel date.
– Et meget brugbart program for den moderne mand, med andre ord.
James May’s Man Lab U.S. er endnu blot på pilot-stadiet, men mon ikke der kommer en hel sæson ud af anstrengelserne.
Med rygterne om den tredje og sidste Top Gear-vært, Jeremy Clarksons, utilfredshed med at showet muligvis rykkes til Manchester-forstaden Salford i baghovedet, kan man måske med rette begynde at frygte for det ekstremt populære tvshows fremtid.
Dog har alle tre værter tidligere haft andre shows samtidig med Top Gear, så May og Hammonds nye tvserier er ikke nødvendigvis en indikator på, at Top Gear nærmer sig en afslutning. Men spekulationerne er der.