Two And A Half Men stjerne skal spille Steve Jobs
I rollen som Walden Schmidt i Two And A Half Men, spiller Ashton Kutcher allerede en it-milliardær, der har tjent styrtende på sine teknologiske visioner. Men nu ser det ud til, at Kutcher får lov at portrættere en af virkelighedens største it-personer; Apples Steve Jobs.
Det bliver dog ikke på tv, men på det store lærred, at tvstjernen skal løfte rollen som den afdøde Apple-legende. Aftalen skulle være faldet på plads, skriver branchebladet Variety.
Filmen skal handle om Steve Jobs rejse fra omstrejfende hippie til it-visionær og milliardær. Der er tale om en indie-film, altså én med et mindre budget end de store blockbustere. Bag kameraet står instruktør Joshua Michael Stern, der måske er mest kendt for Kevin Costner-filmen Swing Vote.
Der er flere film om Jobs på vej i øjeblikket, blandt andet én baseret på den autoriserede biografi, der udkom sidste år. Den film er der rygter om, at Aaron Sorkin skal skrive manuskriptet til.
Ashton Kutcher har allerede selv afprøvet livet som it-entreprenør. Han har investeret i selskaber som FourSquare, Hipmunk, Flipboard, Airbnb og mange flere, i jagten på opstarts-guld.
Men der er penge nok at lege med for Kutcher, der tjener 3,9 millioner kroner pr afsnit af komedieserien Two And A Half Men.
Folkene bag serien siger, at der er så godt som er lavet en aftale med Kutcher for endnu en sæson af komedieserien, hvor han har overtaget Charlie Sheens plads. Falder den aftalen på plads som ventet, kan Kutcher se frem til i omegnen af 80 millioner kroner, som han kan investere.