Ulrich Thomsen får hovedrolle i den amerikanske dramaserie Banshee

Den amerikanske tvstation Cinemax udvikler lige nu serien ‘Banshee’ og danske Ulrich Thomsen skal spille en af de bærende roller.
Ulrich Thomsen spillede skurken i James Bond-filmen The World is Not Eough og havde en rolle i Susanne Biers Oscarvinder Hævnen fra 2010.
I serien Banshee skal Thomsen spille en succesfuld og skræmmende lokal forretningsmand, der altid rejser med sin store Rottweiler-hund. Han anser sig selv for at være over loven og han leder en lokal bande. Det skriver The Hollywood Reporter.
Banshee handler om den kriminelle Lucas Hood, der overtager rollen som politichef i byen Banshee. Han fortsætter sine lyssky gerninger selvom han faktisk burde håndhæve loven, mens han prøver at gemme sig for nogle giftige gangstere.
Serien bliver udviklet af Alan Ball, der også laver den populære vampyrserie True Blood. Han vil dele sin tid mellem vampyrerne og Banshee. Greg Yaitanes fra serien House skal stå bag kameraet som instruktør.

Ulrich Thomsen har tidligere haft mindre roller på amerikansk tv. Først i Jennifer Garners spionserie Alias og senest i sci-fi dramaet Fringe. I øvrigt er han nok mest kendt for film som Festen, Blinkende Lygter, filmatiseringen af spillet Hitman og Hollywoodfilmen Kingdom Of Heaven med Orlando Bloom.