Will & Grace-stjerne får rolle i Parks and Recreation

Sean Hayes bliver den anden af de fire hovedrolle-indehavere fra den populære komedieserie Will & Grace, der får en rolle i Parks and Recreation.
Først gjorde Megan Mullally (der spillede Karen i Will & Grace) et betragteligt indtryk som Ron Swansons anden ekskone, Tammy nummer to, og nu er turen så kommet til Sean Hayes, som de fleste nok kender bedst fra hans insisterende rolle som Jack i alle otte sæsoner af Will & Grace.
Det skriver Hollywoodwiretap.com.
Sean Hayes skal spille en højt agtet lokal journalist i et enkelt afsnit, der sætter fokus på Leslie Knopes forsøg på at komme ind i det lokale byråd i Pawnee, Indiana.
‘Indianas Matt Lauer’ (kendt amerikansk journalist), som de lokale kalder Sean Hayes’ figur, lander i episoden et stort interview med Leslie Knope (Amy Poehler), der straks ser det som alletiders mulighed for at booste sit kandidatur til det forestående valg.
Men sådan kommer det naturligvis ikke til at gå.
Ifølge de foreløbige rygter om afsnittet, kommer snakken nemlig ikke til at forløbe helt, som Leslie Knope havde planlagt.
Desværre ligger det ikke umiddelbart i kortene, at Sean Hayes’ figur kommer til at mødes med Megan Mullally i rollen som Tammy nummer to, hvilket ellers ville have været et klassisk cross-over mellem de to komedieserier.
Hayes er i øvrigt på vej med sin egen komedieserie, der også kommer til at køre på NBC, ligesom Parks and Recreation. Serien er dog endnu under udvikling, men ventes præsenteret i løbet af foråret.