Anmeldelse: Generation Kill er endnu en must see tvserie fra HBO

TV på DVD: Hvis du kunne lide Band of Brothers og The Pacific, vil du elske Generation Kill.

Generation Kill foregår i starten af invasionen af Irak i 2003 og handler om en bataljon US Marines og deres oplevelser i krigens begyndelse. Sammen med soldaterne i Bravo-kompagniet er en journalist fra magasinet Rolling Stone, der skal skrive en artikelserie om livet som soldat i 1st Recon Marines og deres vej til Bagdad i krigens første dage.

Krigs-drama-serien er bygget på og fortalt ud fra den bog, som journalisten, Evan Wright (spillet af Lee Tergesen), senere hen skriver om forløbet.

Ekstrem realisme

Folkene bag Generation Kill har lagt stor vægt på, at serien skal fremstå realistisk. Og det er den – ind imellem nærmest skræmmende realistisk. En kompleks realisme, der på en og samme tid både er en kæmpe styrke, lidt trist og faktisk også ret sjovt. Der er virkelig kælet for detaljerne på alle niveauer og serien er meget gennemført.

Serien handler i høj grad om kammeratskabet mellem soldaterne, der overskygger – i hvert fald midlertidigt – de grusomme ting, som krig uvægerligt bringer med sig.

Generation Kill viser rigtig godt, hvordan soldater reagerer i kampsituationen, hvor det er ’skyd eller bliv skudt’ og hvor soldaten derfor ligefrem jubler over at skyde og dræbe fjenden, før det ville ende med omvendt fortegn.
Og ligeså stærk er reaktionen, når soldaten så efterfølgende konfronteres, ofte i egne tanker i et stille øjeblik, med hvad det egentlig er, de er en del af og hvad de rent faktisk lige har gjort; slået andre mennesker ihjel. Dermed er serien også dyb og maner til eftertænksomhed.

Generation Kill beskriver helt fremragende den tone og omgangsform, soldater i krig har med hinanden – og der bliver ikke lagt fingre imellem. Specielt Sergent Colbert (Alexander Skarsgård fra True Blood, Melancholia) har nogle fremragende dialoger med sin kører, korporal Ray Person (James Ransone).

Disse er fantastiske eksempler på, hvad soldater får tiden til at gå med, når de ikke er i kamp. I tomrummet mellem kedsomhed og frygt. Luften er tyk af kyniske ’din mor’-jokes, white trash trailerpark-vittigheder, combat-jacks og andre homoerotiske perversiteter. Plat, vulgært og virkelig underholdende.

Magt og dårlig ledelse

Sergent Brad ’Iceman’ Colbert (Skarsgård) og hans delingsfører, løjtnant Nate Fick (spillet af Stark Sands), er begge fornuftige, velmenende mennesker og dygtige, respekterede soldater, der bare er havnet i møgjobs.
Møgjobs som følge af inkompetente overordnede og en kommandostruktur, der er gennemsyret af ekstremt dårlig planlægning, ineffektive og mere eller mindre krigsliderlige ledere, der konsekvent træffer forkerte og egoistiske beslutninger, der kun har til formål at stille dem selv i et godt lys overfor cheferne endnu højere oppe i systemet.

Derfor er et par af seriens helt centrale emner også dårlig ledelse og ikke mindst magt – på flere måder. Både internt i bataljonen og overfor de irakere, soldater såvel som civile, som de møder under invasionen. Dette brug og misbrug af magt oppefra i systemet tilsidesætter al logik og resulterer flere gange i overdrevent voldsomme angreb på uskyldige civile.

Går noget galt (og det gør det indtil flere gange), så får tilbagemeldingerne til General Mattis, Marinekorpsets øverste chef, bare en tand mere, så oberstløjtnant Ferrando (Chance Kelly) – også kaldet Godfather – ikke taber ansigt.

Lorten falder nedad

Et eksempel på dette er, da soldaterne i Bravo-kompagniet i et afsnit kører forkert og kommer væk fra resten af bataljonen. Den fejl får Godfather drejet til, at det i stedet giver dem mulighed for at indtage en strategisk vigtig landingsbane, der angiveligt har stor betydning for invasionen.

På grund af pres ovenfra giver Godfather ordre til at angribe uden at have vished om, hvad der venter dem af modstand. Med ekstrem og unødvendig risiko angriber de hovedkulds, hvilket blandt andet resulterer i drab på civile børn og at kompagniet mister en lastbil med alle deres forsyninger, blot for at finde landingsbanen totalt øde og efterladt.

En fiasko med stor risiko – men da det skal meldes til generalen, er det en stor sejr; landingsbanen er erobret og fjenden er jaget på flugt. Og lorten falder som bekendt nedad, så imens Godfather soler sig i rosen fra generalen, får hans underordnede en ordentlig overhaling for at have gjort, som han befalede.

Rigtige Marines på rollelisten

En af seriens mindre roller spilles af Rudy Reyes, der faktisk blot spiller sig selv. Reyes er ikke skuespiller, men derimod Marine og var rent faktisk med i den operation – Operation Iraqi Freedom – som Generation Kill udspiller sig i.
Reyes startede som konsulent for folkene bag serien og tog dem med til Camp Pendleton (hjembase for en del af US Marine Corps), præsenterede dem for den virkelige Godfather, oberstløjtnant Ferrando, og hans arbejde med udvælgelsen af de rigtige Marines.

– Det er lidt underligt at tænke tilbage på nu, for ind imellem kan jeg ikke helt adskille, hvad der virkelig skete og hvad der var i forbindelse med serien, fordi vi havde så stort fokus på detaljerne og på at få det til at se virkeligt ud, fortalte Rudy Reyes tilbage i 2008 til det amerikanske morgenshow CW11 Morning News.

Skru bare forventningerne op

Generation Kill er skabt af David Simon og Ed Burns, der også har lavet The Wire, så man kan med rette have store forventninger.
Serien vandt tre Emmy awards for seriens lydside og effekter, og var nomineret i ikke mindre end otte andre kategorier. Serien blev vist på HBO i 2008 og er for længst ude på DVD og Blu-ray.

Desværre er Generation Kill kun i syv afsnit, men den er alle pengene værd. Se den!