HBO Max lukker og bliver til Max i Danmark i foråret 2024
Danmark er med i første bølge, når HBO Max og Discovery+ lukker og bliver til den nye Max-app i begyndelsen af 2024.
HBO og Discovery er gået sammen om at lave én stor streamingtjeneste ud af deres platforme. Det er allerede sket i USA, hvor HBO Max er lukket og indholdet flyttet over i en ny app, der bare hedder Max.
Den samme løsning kommer snart til Danmark. Vi er med i første bølge af den internationale udrulning af Max-appen, der ud over tv-serier og film byder på reality tv og livesport.
I USA lukkede HBO Max og Discoverys apps allerede i maj, og alle brugere er flyttet over i den nye Max-app. Det samme sker i 22 andre lande i 2024 - og Danmark er blandt de første steder, hvor skiftet sker.
På den internationale MIPCOM conference i Cannes fortalte cheferne fra Max, at de regner med at rulle den nye app ud i hele Europa. Det begynder til foråret, hvor Norden, Holland og central- og Østeuropa er med fra start. Senere kommer Frankrig og Belgien også med på vognen.
Storbritannien, Italien og Tyskland mangler endnu i planerne, fordi HBO allerede har en lukrativ aftale med at sælge sit indhold til britiske Sky, der er stærkt tilstede der.
Max-appen får Tour de France og Grand Slam tennis fra Eurosport
Selvom HBO-navnet forsvinder fra appen, får indholdet stadig en prominent plads i den nye Max-app. Det samme gør indholdet fra Discovery, der både dækker over reality-tv, men også over en hel del sport fra Discoverys Eurosport-ejerskab.
Det betyder, at du formodentlig kan se Jonas Vingegaards forsvar af den gule Tour de France-førertrøje og følge med i Holger Runes bestræbelser på at slå sig til tops i årets Grand Slam turneringer i Max-appen næste år.
I USA har Max lanceret nyhedskanalen CNN som en del Max-universet i år. Og så er det blevet muligt at købe adgang til yderligere sportsrettigheder, med en udvidet Max-pakke. Det kan være via samme model, at sportsindholdet bliver tilgængeligt i Danmark.
Hvorfor lukker HBO Max i Danmark?
Warner Media, der ejer HBO, fusionerede med Discovery i 2022, og blev til det nye firma, Warner Media Discovery. Og I maj 2023 lukkede de to indholdsgiganter deres respektive streaming-apps i USA og lagde alt deres indhold sammen i én ny app, baseret på HBO Max-appen, der nu bare hedder Max.
Hvad kommer den nye Max app til at koste i Danmark?
Vi kender ikke priser og betingelser for den nye Max-app endnu. Meget af indholdet har allerede været tilgængeligt herhjemme på forskellige apps, der nu bare bliver samlet ét sted.
En del brugere i Danmark betaler halv pris for deres HBO Max abonnement, som en del af et særligt åbningstilbud, der var tilgængeligt da HBO Max åbnede herhjemme. Vi ved endnu ikke om den aftale fortsætter, eller om overgangen til Max annullerer den mulighed.