Anmeldelse: House Of Cards er Kevin Spaceys korrupte one man show

Udenfor lyder et hyl. En hund er kørt over af en flugtbillist i et af de stille politiker-kvarterer i Wasington DC.
Den første på stedet er politikeren Francis Underwood, i skikkelse af Kevin Spacey. Han kan se hunden lider og skal ikke tænker sig om ret længe, før han sætter sig ned på hug og lægger hånden på kræets hals – og trykker til.
Mens kræet hulker under hans hænder, kigger Spacey direkte ind i kameraet og siger:
“Der findes to slags smerte: Den slags smerte der gør dig stærk, og den ubrugelige slags smerte, der kun er lidelse. Jeg kan ikke tolere urbugelige ting.”
Det er en ret klar ret klar metafor for hvad Francis Underwood er for én: Han vil til tops i Washington og det må gerne koste blod på hænderne. Det forventer han faktisk, at det gør. Alle kneb gælder når det handler om at skaffe sig mere indflydelse og sørge for, at alle han møder skylder ham en tjeneste.

House of Cards er korruption i fuldt flor

Francis Underwood er medlem af kongressen hvor han sørger for at de demokratiske kongresmedlemmer stemmer som partiet vil have det. Det er han god til og han har netop været instrumental i at få valgt en ny præsident.
Som modydelse er han blevet lovet positionen som udenrigsminister når den nye mand indtager det ovale kontor.
Men da datoen for udnævnelsen kommer, falder bomben. Underwood er for vigtig for den nye præsident i kongressen hvor han skal samle stemmer for nye lovforslag, så pladsen som udenrigsminister går til en anden.
Der ramler en del af Underwoods verden sammen, for han så det slet ikke komme. Men han kender betingelserne. Så i stedet for et åbenlyst oprør, så begynder han at lægge planer for at få hævn.
Og sådan begynder de første 13 afsnit af House Of Cards, der sendes eksklusivt på Netflix.

House of Cards er Netflix kronjuvel

House Of Cards er på alle måder et stort projekt. Netflix har angivelig betalt mere end 100 millioner dollars for at få produceret serien, der har Kevin Spacey i den alt dominerende rolle. Succesinstruktøren David Fincher (Seven, Fight Club og mange flere) har instrueret de første par afsnit.
Robin Wright spiller Underwoods kone. De to har et specielt forhold hvor de har ofret børn og trofasthed til fordel for deres fælles ambitioner. Hans indenfor politik, hendes indenfor velgørende arbejde.
Rundt om de to er en flok personer som de rask væk bruger til at nå deres mål. Francis bruger på mere end én måde den unge kvindelige journalist (Kate Mara), som tørster efter et scoop, og et ungt kongresmedlem (Corey Stoll), der har dummet sig.
I mens beder hans kone sin ældste ansatte fyre halvdelen af organisationens dedikerede arbejdere, for derefter iskoldt selv at fyre hende, der lige modvilligt har smidt 18 kolleger ud. Målet helliger i den grad midlet.
House Of Cards byder på masser af fine scener fra Washington og det er troværdigt filmet i et miljø, man uden problemer køber som værende de bonede politiske gulve.
Der er mange fine skuespilpræstationer fra Robin Wright og Corey Stoll, men det er Kevin Spaceys serie. Han er i billedet 90% af tiden og den specielle stil, der lader ham stoppe op og tale direkte til seeren, passer ham godt. Han er på den måde sin egen fortæller, så midt i en scene kan han kigge op på kameraet og fortælle hvorfor han gør som han gør.

En mand der vil have hævn

Man opdager hurtigt at Kevin Spacey er i færd med et langsigtet opgør med den præsident, der har brændt ham af. Men serien er god til ikke at løfte for meget af sløret for planerne ad gangen, så der er rigeligt med twists og skift undervejs.
House Of Cards illustrerer en politiker, der for længst har glemt hvorfor han gik ind i politik. Det handler i hvert fald ikke om at gøre noget for dem, der har valgt én. Det handler om at stige i graderne. Om at komme tættere på magten. Og at få så meget ud af det som muligt. Fordi penge er flygtige, men magt varer evigt, som Francis Underwood siger det.
Det er ret fascinerende at følge Spaceys karakter, der gradvist bevæger sig ud på et overdrev hvor man ikke længere kan stå bag ham som seer. Man kan selv afgøre hvornår på rejsen man står af. Det er en ret fin illustration af Francis Underwood, der også taber sig selv og sine overbevisninger, fordi det hele handler om hvilken handel man skal lave og hvem man skal udnytte, for at nå det endelige mål. Så er prisen nu og her ligegyldig.
Man kan dog undre sig lidt over at der ikke er mere reflektion i Francis Underwood over hans handlinger, men den del af hans personlighed er forlængst slebet af efter årevis i professionel politik.

Gammel vin, nye netbaserede flasker

Serien er baseret på en britisk miniserie af samme navn. Historien er bare udvidet i Netflix udgaven og der er da også lagt op til flere sæsoner end i originalen.
Og den er et kig værd. Om ikke andet for at få et ordenligt skud Kevin Spacey, der bærer serien på sine korrupte skuldre.