Tak for i aften, Will McAvoy og The Newsroom

Will McAvoy er endt som det han foragter allermest. Han har opgivet sin journalistiske-ambitioner, for at sole sig i høje seertal. Og han ved det godt. Han er ikke den værdige aftager til nyhedslegenderne Murrow og Cronkite, som han drømte om at blive.

Lange historier om vejret, det nye på YouTube og interviews med Hollywood stjerner har afløst kritiske spørgsmål til politikere og bankfolk. Men er det for sent? Kan han redde stumperne og blive det ideal han har potentialet til, og som han skylder sig selv at blive?

The Newsroom har hjertet på rette sted

I løbet af tre sæsoner fortæller The Newsroom hvordan Will MacAvoy flytter både sig selv og sin nyhedsudsendelse fra metervare, til at sætte standarden for nyheder på amerikansk tv. Men i virkeligheden handler The Newsroom om hvordan det der er godt, sandfærdigt og moralsk, slås mod det nemme, letfordøjelige og ligegyldige.

For det handler Aaron Sorkins tv-serier altid om, og det er altid Sorkin der skriver det hele. Desværre for The Newsroom, så smutter fokus lige så ofte, som det lykkes at stille skarpt de rigtige steder.

The West Wing på nye flasker

Formlen i The Newsroom er den som Aaron Sorkin har brugt flere gange, og som fungerede fremragende i The West Wing. Velmenende, intelligente og retfærdige hovedpersoner slås mod dumheden og de indre dæmoner, som holder dem fra at forløse det potentiale, de så inderligt brænder for at lukke op for.

The West Wing når et skæbnepunkt i slutningen af sæson et, da Præsident Bartlet endelig bestemmer sig for at glemme frygten for at forarge nogen og risikere ikke at blive valgt til præsident i endnu en periode. Sandheden er vigtigere end præsidentposten, Lad Bartlet være Bartlet – uden filter.
I The Newsroom handler første sæson også om at få Will MacAvoy nulstillet. Så han klar over, at hans vigtigste opgave er at informere de amerikanske vælgere om hvordan deres folkevalgte forvalter deres mandat. Ikke hvilke kattevideoer der er populære i dag. Og det gør han vel vidende at han satser sit job og sin popularitet på projektet.
Projektet er vigtigere end manden. Idealet er vigtigere end omstændighederne. Sådan er det i Sorkin-universet og på den måde ligner de to serier hinanden.

Aaron Sorking skriver stadig hamrende god dialog i The Newsroom

Med Sorkins egne ord er alle de figurer han skriver, i et eller andet omfang, baseret på hans far. Han genbruger episode-titler, vendinger, karakterer og hele sætninger fra sine tidligere serier, der altid foregår på en utraditionel arbejdsplads. Og det gør han fordi det altid er den samme historie han fortæller, når han laver tv.

Som The West Wing beviser, kan det være medrivende og elegant tale-tv som ingen andre kan lave det. Særligt i dialogen mellem hovedpersonerne lever The Newsroom. Også selvom en del af samtalerne ender som monologer. De er stadig særdeles godt skruet sammen.

For selvom The Newsroom er lige så propfuld af idealisme, høje tanker om fællesskab og pligtfølelse som Sorkin plejer at sine serier, så lider serien af en manglende rød tråd. Første sæson handler om hvordan Will vågner fra sin seertals-blunder og få fokus tilbage på nyhederne, og hvert afsnit er bygget op om en virkelig nyhedshistorie. I sæson to dropper Sorkin sin formel, og satser på én lang historie hovedpersonerne imellem. Sæson tre handler mest af om hvorvidt News Night lukker eller lever videre.

Derfor bliver fortællingen meget fragmenteret og ikke en sammenhængende historie. Når The Newsroom er er godt, som i de første 10 minutter af første afsnit for eksempel, så er der ingen serier der gør det bedre.

I længden bliver idealismen for meget for virkeligheden i The Newsroom. Personerne bliver éndimensionelle og utroværdige, fordi de kun er gode, ærlige og rene. Kvinderne har ingen pondus og lever gennem deres mænd. Mændene kan være dumme, men mest fordi de tager de svære beslutninger og derfor er undskyldt.

Idealet vinder over virkeligheden i The Newsroom

Aaron Sorkin er forelsket i idealet. I at kaldet og pligtfølelsen er stærkere end menneskets natur – eller bør være det. Og i The Newsroom er der for langt fra virkeligheden til idealet.  Der bliver smurt alt for tykt på og dem der mener noget andet end vores helte, er ikke værd at bruge tid på. Speaking truth to stupid, som en af karaktererne siger det i første sæson.

Det betyder ikke, at The Newsroom ikke er værd at se. Slet ikke. Når Aaron Sorkin er i form, flyder dialogen som musik og billederne følger med, som var det en actionfilm, hvor hovedpersonerne duellerer på ord. De første 10 minutter af første afsnit er vanvittigt gode og sætter en vedkommende tone – det er Aaron Sorkin når han er bedst. I The Greater Fool, sidste afsnit i sæson ét, samler The Newsroom trådende fra hele sæsonen op, og det der startede det hele, afslutter det også. Elegant.

I sæson 2 er afsnittet ”News Night With Will McAvoy” det bedste. Masser af historier krydser hinanden og The Newsroom har haft mange af sine bedste øjeblikke når handlingen forgår under produktionen af den nyhedstime, det hele handler om.

The Newsroom er Aaron Sorkins talerstol. Og han har ikke meget tvivl i stemmen. Det kunne ellers godt klæde ham med lidt sund skepsis. Det kunne i hvert fald klæde hans karakterer, at de oftere var i tvivl, at de satsede uden at vide det havde retten på deres side. Det lykkes i The West Wing, men mangler ofte i The Newsroom.

Vil du have den rene Sorkin-vare, så skal du have fat i de tre første sæsoner af The West Wing. Så er The Newsroom en ringere kopi. Er det så dårligt? Nej, det er det ikke. I glimt er det faktisk fremragende. Men kvaliteten holder ikke til mange genudsendelser.