The OA er en flot, men ultimativt forfejlet fantasyserie

For syv år siden forsvandt den 21-årige blinde pige Prairie pludselig fra sit hjem. Ingen har hørt fra hende. Ingen ved hvor nu er.  Pludselig dukker hun op på en bro, som hun skal til at springe ud fra. Og nu kan hun pludselig se.

Det skaber naturligvis en del opstandelse og Prairie, der nu kalder sig selv for The OA, bliver centrum for en mediestorm, og masser af stjålne blikke fra naboerne i den lille forstand hvor hendes adoptivforældre bor.

Hjemme i privaten er forældrene lykkelige for at få Prairie hjem. Men hun fortæller ikke rigtig noget om hvad der er sket i de sidste syv år. Hun siger ikke noget om hvorfor hun kan se igen. Hun siger ikke hvorfor hun vil hedde The OA. Hun har bare store ar på ryggen, og en ubændig trang til at finde en mand hun kalder Homer.

Det vil hun have den lokale high-school bølle Steves hjælp til. Han finder en flok utilpassede unge, mens Prairie selv overtaler en af skolens lærere til at hjælpe hende. De mødes på loftet i et forladt hus, og så begynder Prairie at fortælle den fantastiske historie om hved der er sket i de syv år hun har været væk.

The OA anmeldelse: Smager af Stranger Things, men er det ikke

Sammenligningen med Netflix-hittet Stranger Things er umulig at undgå. Begge Netflix serier kom lidt ud af det blå, de handler om unge i forstaden, der kommer i kontakt med noget magisk og uforklarligt, som omverdenen ikke forstår.

Men der stopper sammenligningen også. For hvor Stranger Things i både look, musik og tanke var dragende og leverede varen, er The OA en mærkelig blanding af byggeklodser, der ikke helt passer sammen.

Bevares, The OA er ikke uden kvaliteter. Der er flere flotte seancer og scener under vejs. Og hele setuppet for Prairies tilbagekomst, og fortællingen om hvad hun har været udsat for, er basalt set interessant. Der er hele tiden nye åbninger i historien, som ligner spændende omveje, man kunne udforske. Det sker bare ikke.

Og så er det er svært at blive klog på om The OA er sci-fi, fantasy, magisk realisme – måske ingen af delene? Den ikke-lineære fortælling gør i hvert fald The OA en bjørnetjeneste: Fordi tid og sted skifter så ofte, bliver stemningen svær at holde fast i. Det er svært at blive draget ind i et univers, der prøver at være fem ting lige meget. Derfor svigter The OA præcis der hvor Stranger Things var stærk; stemningen.

For flade karakterer lider under jagten på et plot

Brit Marling spiller Prairie, og hun har også skrevet serien. Så det er gennem hende The OA bliver fortalt. Hendes agenda er svær at blive klog på, når man samtidig sidder og tænker: Når en blind pige kommer tilbage til sit hjem efter syv år, og nu pludselig kan se, så spørger mor og far altså lige hvordan det kan være? Hvor har du været? Hvad skete der? Men det gør man ikke i The OA. For det ville jo løfte sløret for historien for hurtigt.

De andre karakterer i serien kan heller ikke hjælpe med at fange interessen. De er mest af alt karikaturer og arketyper. Bøllen er en bølle. Videnskabsmanden vil ofre alt for sin forskning. Den fortabte lærerinde er fortabt – og ikke så meget andet. Det er Prairies fortælling, der er i centrum, og den kommer vidt omkring – uden at få forklaret ret meget.

Det betyder, at du ikke rigtig bliver investeret i nogle af karaktererne. Jo, det er da synd for bøllen, at far vil sende ham på en streng skole, men så skulle han måske holde op med at sælge stoffer, pudse sin hund på fremmede og slå folk ned. Det er kun bøllens lærerinde, som sørger efter tabet af sin bror, der gennemgår noget som ligner en substantiel udvikling i løbet af af The OA – og det er for lidt.

The OA lover meget mere end den holder

Problemet med The OA er, at serien lover meget mere end den kan holde. Du bliver hele tiden stillet i udsigt, at hvis du hænger på ét afsnit mere, så får du hemmeligheden at vide.  

Og du vil gerne vide hemmeligheden, ikke?

Men hænger du på til slutningen af serien, kan du ikke undgå at føle, at der er blevet snydt på vægten.

Hemmeligheden står simpelthen ikke mål med den investering du skal af med, for at komme i mål.

Det, der lignede et magisk univers, som du har investeret dig i, bliver punkteret med et kig ned i en gammel papkasse med bøger. Det hele var – sat på spidsen – mest af alt en øvelse for at få dig til at se med. Og det lykkes The OA flot med flere steder, men det er ikke i sig selv nok til at føle sig tilfredsstillet efter 8 timer i Prairies prædikende og prætentiøse selskab.

Derfor ender The OA med at føles som om et eksperiment om hvor mange, der gider se med helt til slut. Det kan jeg kun anbefale, at du lader være med. Så ta’ hellere otte afsnit med Mike, Eleven og de andre rødder i Stranger Things.

Hvad: The OA
Hvor: Netflix – Se The OA på Netflix her
The OA Anmeldelse: Flot men forfejlet. The OA holder ikke hvad den lover.