Anmeldelse: The West Wing får Borgen til at ligne lokalpolitik

Anmeldelse: The West Wing får Borgen til at ligne lokalpolitik
(C) Warner Media - Martin Sheen som Præsident Bartlet

The West Wing

De både går og snakker hurtigt i The West Wing, men Aaron Sorkins politiske drama om livet i det Hvide Hus er magisk medlevende, dramatisk og vildt underholdende.

Den amerikanske præsident er cyklet ind i et træ på en motionstur. 1200 cubanere på flugt fra Fidel Castro og er ved at gå i land i Miami. Og den kristne højrefløj kræver blod og fyringer efter præsidentens rådgiver har kaldt dem skattesnydere på nationalt tv. Det er med andre ord en helt almindelig mandag morgen i The West Wing.

Vi dumper ind i det ovale kontor et års tid efter Josiah Bartlett er blevet valgt som præsident i USA. Det burde egentlig aldrig være sket. For Bartlett havde hverken opbakningen eller de penge, der skulle til. Bartlett meldte sig mest af alt ind i valgkampen for at holde nogle taler og for at sørge for, at de seriøse kandidater ikke slap for at besvare de svære spørgsmål.

Men takket være en håndplukket gruppe af politiske talenter med intelligens, offervilje og meget lidt tid til privatlivet, blev han præsident alligevel. Og nu er han der så, i Det Hvide Hus.

Men det viser sig, at slåskampen langt fra er overstået med valgkampen. For én ting er at få pladsen for enden af forhandlingsbordet, noget helt andet er det, at få gennemført alle de ting, der i første omgang drev en til at gå efter positionen som verdens mest magtfulde mand.

Seriøs politik og alvorlig underholdning

Fra 1999 til 2006 vandt The West Wing tre Golden Globe priser og 26 Emmy-priser, der er tvbranchens svar på en Oscar. Fire år i træk vandt den prisen for bedste dramaserie.

Det betyder, at The West Wing er den næst-mest Emmy-belønnede dramaserie nogensinde – kun overgået af Game of Thrones.

The West Wing fortæller historien om den nyvalgte demokratiske præsident og en håndfuld af hans nærmeste rådgivere, der på enhver given dag slås med alt fra naturkatastrofer, mordforsøg til udenlandske diktatorer og ikke mindst de politiske modstandere.

Serien er skabt af forfatter Aaron Sorkin, der fik ideen ved at brygge videre på sit manuskript til filmen The American President, der har Michael Douglas hovedrollen, og Martin Sheen i en stor birolle.

Nogle vil sige, at Sorkin fik smag for at lægge sine ord i munden på verdens mægtigste mand og andre, at han i virkeligheden bare bruger serien som talerstol for sine egne holdninger.

Begge dele er nok i én eller anden grad rigtigt.

Men i kernen handler The West Wing om at ville gøre en forskel. Om pligtopfyldenhed, om at ens indsats skal betyde noget og om at tro på, at det fællesskab som en regering er, er til alles fælles bedste. Det er Aaron Sorkins holdning, og den pakker han ikke ind.

Personerne er omdrejningspunktet i The West Wing

The West Wings omdrejningspunkt er folkene, der arbejder i gangene rundt om det ovale kontor. Stabschef Leo McGarry og vice-stabschef Josh Lyman, Pressesekretær CJ Cregg, Kommunikationschef Toby Zigler og hans højre hånd Sam Seaborn, er alle sammen rådgivere for præsidenten.

De er klogere end gennemsnittet – og en del mere idealistiske. Men de bliver aldrig perfekte. De har familieproblemer og misbrugsproblemer, de får lyst til at skære moralske hjørner for at opnå et mål og så oplever de ofte, at deres klare valg af deres job som første prioritet koster dem en hel masse på privatkontoen.

Præsidenten var i øvrigt tiltænkt en birolle i The West Wing, men som serien skrider frem fylder både han og Præsident-familien stadig mere. Det betyder, at vi hele tiden er tæt på historiens gang; vi er med i rummet når Præsidenten diskuterer militære handlinger eller ombord på Airforce One, når hele holdet rejser USA tyndt.

Når man har set serien, er det svært at forestille sig, at det kunne fungere uden den dimension.

Lyst, pligt eller pinligt?

The West Wing er i høj grad forfatter og skaber Aaron Sorkins talerstol. Han insisterer på at hamre fast i hovedet på dig, at det er en nobel beskæftigelse, at tjene dit land og din præsident. Og at det er dyrt, men også det værd, at ofre privatlivet i en større sags tjeneste.

I afsnittet And It’s Surely To Their Credit  fra seriens anden sæson, går en del af plottet for eksempel ud på, at seriens personer diskuterer hvilken af Gilbert & Sullivans klassiske musicals, der handler om pligtopfyldenhed.

Den følelse har alle de bærende personer i The West Wing, det er det, der driver dem og serien fremad – de føler a sense of duty, som advokaten Ainsley Hayes udtrykker det i afsnittet. Og det er også det, der er seriens omdrejningspunkt.

Det kan godt blive en anelse prædikende i længden, men det er der ligesom ingen vej udenom, hvis man vil se The West Wing. Og det er pakket særdeles underholdende og informativt ind i et ret realistisk – omend overfladisk – billede af amerikansk politik.

Den danske USA-kender og underviser i amerikansk politik, Mads Fuglede, har endda udtalt, at han har brugt The West Wing i sin undervisning, fordi den på mange måder giver et fremragende indblik i den process, der kører bag lukkede døre i det politiske spil. Og det er i sig selv interessant.

Som Præsident Bartletts nærmeste rådgiver Leo MacGarry siger i serien: Der er to ting du ikke skal lade folk se hvordan man laver; wienerpølser og lovgivning. Det sidste får du lov at opleve i The West Wing.

Politisk prædiken og undervisning på første klasse

The West Wing insisterer på ikke at tage dig i hånden for at forklare de politiske begivenheder. Du skal selv følge med. Og så skal du komme overens med præmissen om, at Demokraterne er de gode og at nogle sløje republikanere blokerer for vores demokratiske heltes muligheder for at gøre det rigtige. Det er sjældent sort/hvidt, og det er langt fra alle republikanerne, der er fjender, men det er aldrig svært at gennemskue hvor Sorkin selv står.

Men, at Sorkin har taget den beslutning er også en af The West Wings helt store styrker: For der bliver ikke talt ned til publikum for at være sikker på, at alle kan følge med. Det må du selv om. Der er masser af indforståethed, mærkelige forkortelser, højt tempo, og en indbygget forventning om, at du er interesseret nok til selv at slå det op du ikke fangede, hvis du vil være med.

Det er på en måde en uamerikansk måde at lave tv på. Hvor man ofte kan have følelsen af, at handlingen i mainstream-serier skal udpensles, for at være sikker på, at vi alle sammen kan følge med, så er det ikke sådan The West Wing spiller. I ét afsnit kan hovedpersonerne smide forkortelser som DOD, CDC, Blue Dogs og OEOB, og hvis du ikke er cant.scient.pol kan det godt være du ikke fanger dem i første forsøg. Men det er op til dig selv.

Fordi The West Wing på mange punkter efterligner virkeligheden, er det også naturligt, at forfatterne finder masser af inspiration i aktuelle politiske emner og historiske begivenheder. Det gælder AIDS-epidemi i afrika, USAs forhold til Iran og Nordkorea, slagsmålet mellem Israel og Palæstina og hvorvidt skattedollars skal bruges på at subsidiere kunst og kunstnere.

Altså ikke ligefrem feel-good emner, men historier med substans, som får serien til at føles som verdens mest let-spiselige undervisningstime i samfundsfag eller amerikansk politik – bare med kvikkere og mere elegant dialog.

Det første er klart det bedste

Aaron Sorkin forlod The West Wing efter seriens fjerde sæson, da han ragede uklar med ledelsen på tvstationen NBC, som sendte serien. Det kan man godt mærke. De sidste tre sæsoner af serien holder ikke helt samme kvalitet som de fire første. Der er ikke den samme nerve.

Det betyder ikke, at de tre sidste sæsoner er dårlige. Slet ikke. John Wells, der overtog serien i de sidste tre sæsoner er en af de mest produktive og respekterede tv-forfatter og producerer i de sidste tyve år. Men det særlige Sorkinske aftryk bliver mindre i seriens anden halvdel.

De første sæsoner 4 sæsoner er sprængfyldt med den kvikke dialog som Sorkin er så kendt for – også de nu klassiske walk-and-talk sekvenser, hvor der bliver gået og snakket i højt tempo. Både de enkelte afsnit af serien og den generelle sammenhæng holder høj klasse. Personer udvikler sig og deres indbyrdes forhold gør det samme. Det er det, der får dig til at vende tilbage.

Særligt de to første afsnit i sæson to holder højt niveau. Da The West Wing begynder dumper vi ind efter præsidenten har siddet på posten i et års tid. Men i de første afsnit af sæson to får vi nogle store flashback-bidder af historien om hvordan det hele gik til – i skyggen af en dramatisk begivenhed.

De to In The Shadow Of Two Gunmen-afsnit er noget af det bedste The West Wing har at byde på. Ja, sammen med afsnittene Two Cathedrals, Noël og 17 People er de måske nok endda noget af det mest medrivende og skarpe tv-drama, der overhovedet er lavet.

The West Wing ville aldrig blive lavet nu

The West Wing er blevet kaldt serien, der aldrig ville se dagens lys på landsdækkende amerikansk tv nu. Dertil er det politiske klima i USA simpelthen blevet for polariseret.

Og det måske nok sandt, men det er også rigtig ærgerligt.

For The West Wing er først og fremmest underholdning, med intelligent og kvik dialog, personer man ikke kan lade være med at spejle sig i, og en indbygget følelse af, at man er med på holdet hvor man gør en forskel.

Den der forskel vi alle sammen gerne vil gøre, hvis vi bare lige var det rigtige sted på det rigtige tidspunkt. Hvis vi var lidt klogere. Hvis vi turde lidt mere. Og ville give lidt mere af os selv.

The West Wing er for det meste underholding der taler op- og ikke ned til dig.

Borgen og House of Cards er The West Wing light

Politisk drama er ikke den nemmeste genre at holde interessant og vedkommende. Og da slet ikke hvis man oven i købet har ambitioner om at uddanne sine seere.

Hvor den fine danske serie Borgen ofte skøjter lidt let hen over overfladen og scorer point på den familieorienterede stil, så er der ikke det samme på spil, som i The West Wing.

I House of Cards er det politiske drama næsten væk til fordel for udpenslede personsager og intrigante intriger.

Hverken House of Cards eller Borgen har den samme dybde, der ikke den samme insisteren og idealisme som du finder i The West Wing.

Måske er det heller ikke en fair sammenligning. Eller, det er det med sikkerhed ikke. For faktum er, at The West Wing sætter standarden for politisk drama.

Når Aaron Sorkin er i storform, er hans dialog lige så skarp og medrivende som klimakset i en actionfilm. Alt sammen uden der bliver løsnet et eneste skud. Instruktionen er knivskarp, med John Wells evner udi dramatisering, og instruktør Thomas Schlammes nu klassiske walk-and-talks. Og så er serien propfuld af store skuespillere. Fra Martin Sheen til Rob Lowe. Fra John Goodman til Matthew Perry. Fra Amy Adams til Nick Offerman.

Og så er det altså bare sjovt, at præsidenten er cyklet ind i et træ. At en af assistenterne hopper på en historie om, at der er gemt atom-missiler gemt under rosenhaven i det Hvide Hus. Eller at man skændes om hvilken Gilbert & Sullivan musical, der handler om pligtopfyldenhed – ps; det gør de alle sammen.

For The West Wing er engagerende, intelligent, har humor, er fabelagtigt forfattet og instrueret, har usædvanlig høj production value. Og så er den umulig at flå ud af streaming-køen igen, når man først har overgivet sig. Jeg ved hvad jeg taler om, for der er 156 afsnit af The West Wing og jeg har set dem alle sammen. Mere end én gang.

Du kan se alle 7 sæsoner af The West Wing hvis du har abonnement på HBO Max.

Fakta om The West Wing, 1999

Der er syv sæsoner og 156 afsnit af The West Wing
Serien er skabt af forfatter Aaron Sorkin, der forlod serien efter sæson fire, hvorefter den blev videreført af John Wells.

På dansk hedder serien Alle Præsidentens mænd, og den blev en overgang vist på DR2.