DRs 1864 er et flot tidsbillede men ikke en medrivende tv-serie

DR’s stort anlagte historiske drama om slaget ved Dybbøl i 1864 har måttet lægge ryg til masser af kritik. Spild af licenspenge. Historisk ukorrekt. Alt for forenklet fortalt. Om det er rigtigt eller ej er sådan set ligegyldigt, for det er ikke seriens store problem.
Det er det til gengæld, at vi som seere aldrig bliver investeret i nogen af personerne og kommer til at holde med dem. Der er for mange historiefortællere, for mange vinkler og alt for lidt identifikation med de mennesker, der slås for livet på skærmen.
1864 begynder med to danske drenge, Laust og Peter, der leger i gyldne jyske kornmarker.  Den slutter omkring 30 år senere, efter krig, tab og politik med to nye danske drenge, Laust og Peter, der sopper i det gråblå danske sommerhav.
Og det er Ole Bornedals budskab til os, efter vi har brugt otte timer i selskab med 1864: De nære ting i livet, er dem der betyder noget. At vi lever mens vi er her er vigtigere, end det skuespil som krig, politik og magtkampe i virkeligheden er. Og at livet går videre, også efter så voldsomme skuespil som den håbløse nedslagtning af tusindvis af unge danske mænd på en mark uden for Sønderborg.

Storhedsvanvid åbner 1864

I 1863 skændes Danmark og Tyskland om ejerskabet af de to hertugdømmer Slesvig og Holsten. Den danske regering vil have fuld ret over Slesvig, mens tyskerne ikke vil opgive nogen af de to. Først går tyskernes hær ind i Holsten men da Danmark stadig nægter at opgive kravet om Slesvig, fortsætter tyskerne nordpå og erklærer Danmark krig.
Nicholas Bro spiller den danske regeringsleder D.G. Monrad, som overser alle advarslerne og driver Danmark i krig mod en kæmpe tysk overmagt. Jens Sætter-Lassen og Jakob Oftebro spiller Peter og Laust, der er prototyperne på de unge danske mænd fra landet, som melder sig under fanerne for at forsvare fædrelandet.
Pilou Asbæk er overklassesønnen, der måske nok har høj rang i hæren, men ringe moral alle andre steder. Marie Tourell Søderberg er Inge, hvis dagbog delvist fortæller om 1864-livet væk fra slagmarken og om de menneskelige konsekvenser krigen fik på en hel generation. Sara-Sofie Boussnina spiller den nutidige teenager Claudia, som gennem gamle Severin, spillet af Bent Mejding, får øjnene op for hvad der skete den gang for 150 år siden på en mark i Sønderjylland.

Hvem er hovedpersonen i 1864?

Der er med andre ord historier nok at fortælle i 1864 og det er præcis det der bliver seriens store problem. For Ole Bornedal vil både fortælle om hvorfor det skete, hvad det betød, hvordan det foregik, hvad det betyder for os i dag og gøre det hele relevant for os alle sammen samtidig. Desværre betyder det, at der skal fortælles så meget, at vi aldrig rigtig forstår hvorfor personerne gør som de gør og hvad der driver dem. Hvem er hovedpersonen i 1864? Og hvad rager det mig? De to spørgsmål mangler man delvist svar på efter at have set 1864.
Pilou Asbæks karakter Diderik er mest af alt med for at være et dumt svin, og han bliver aldrig flerdimensional. I begyndelsen kommer vi tæt på de to brødre Laust og Peters forskelligheder, men som krigen skrider frem forsvinder personlighederne i krudtrøgen og en velspillende Søren Mallings voodoo-tricks. I København opstår der en gylden mulighed for at fortælle om det politiske spil, da krisvillige Kong Frederik 7. dør og den langt mere pragmatisk indstillede Christian 9. kommer til magten. Men selv der går der ikke mange minutter før den nye konge er overtalt til at støtte krigen og 1864 bruger i stedet tiden på at lade statsminister Monrad besøge en af datidens store skuespillerinder, for at lære at tale dunder i folketinget.

Nutiden mere vedkommende end fortiden i 1864

Mest vedkommende er den nutidige teenager Claudia, der fungerer som fortæller og bindeled til nutiden. Men hun har også for mange opgaver i 1864. Hun skal både fortælle historien, hun skal slås med selv at have mistet en bror i en moderne krig, at hendes familie er faldet fra hinanden, at hun er rodløs og en tyv.
Det er også gennem hendes venskab med den gamle greve Severin vi skal have den aktuelle samfundsrevsende historie, om den foragtelige måde vi behandler vores ældre på, når de bliver overladt til sig selv, og skal nøjes med foliebakker med kolde kartofler og klistret brun sovs. Var det nødvendigt at bruge tid og kræfter på den historie i en fortælling om 1864?  Måske, men det illustrerer meget godt, det spredte fokus Ole Bornedal har haft i 1864, der får 1864 til at føles som en meget fragmenteret fortælling.

Danmark er smukt i 1864

Der er gjort rigtig meget ud af billedsiden i 1864, der præsenterer Danmark så smuk som nogensinde, i de glidende billeder fra sommerlandet. Billederne har en nostalgisk følelse over sig, der flot understøtter den nationalglæde, som endte med at føre til den store krig i første omgang. Skiftene fra kornmarker til eksplosioner i skyttegravene er til at få øje på og det giver en skarp kontrast som hjælper historien. De mange relativt ukendte skuespillere gør det flot, men det er Søren Mallings mystiske landsoldat og Sara-Sofie Boussnina og Bent Mejdings nutidige fortælling, der står stærkest.
Der er rigtig meget godt stof i 1864 og Tom Buk-Swientys bøger, som serien er inspireret af. Derfor er det desto mere synd, at vi aldrig bliver taget med helt ind under huden på de mennesker vi følger, men i stedet skal dele vores opmærksomhed mellem både fortid og nutid, mellem politikere, skuespillere, herremænd, soldater og sigøjnere, uden der rigtig bliver tid til nogen af dem.
1864 er ikke en krigsserie, som den overordentlig vellykkede Band of Brothers, som det ellers ville være oplagt at låne elementer fra for at fortælle om de soldater, der måtte betale prisen for danske politikeres arrogance. Men det er heller ikke en politisk serie i stil med The West Wing eller Borgen, der handler om spillet under overfladen. De historiske begivenheder er omdrejningspunktet i 1864, men Bornedal er ikke bekymret for selv at sminke sin fortælling – det er ikke meningen den skal være historisk præcis.
Derfor bliver DRs 1864 en blanding af det hele og derfor ikke rigtig vedkommende. 1864 bliver mest af alt et tidsindblik i en periode fra dansk historie, som vi alle sammen har hørt om, men som vi ikke kender for alvor.
Så den største kvalitet ved 1864 er ikke, at den er en stærk tv-serie, men at den har åbnet en masse danske øjne for en mørk plet i vores fælles historie. En historie vi skal huske og forstå. For dem der ikke lærer af historien, er dømt til at gentage den.