Endnu en West Wing stjerne med i Parks And Recreation
Til hverdag er Rob Lowe den eneste West Wing veteran på Parks And Recreation settet. Han spillede Sam Seaborn i de første fire sæsoner af den politiske serie. Men i løbet af denne sæson får han selskab af en gammel kammerat – selveste Bradley Whitford.
For Whitford har sagt ja til en gæsterolle i Parks And Recreation, hvor han skal spille det afgående byrådsmedlem, hvis plads Leslie Knope (Amy Pohler) er midt i en valgkamp for at vinde.
Afsnittet som Whitford skal være med i hedder Live Ammo og er en del af sæsones to finaleafsnit.
Live Ammo henviser til en sætning som Rob Lowes West Wing karakter sagde i sæson 2 af serien – en sætning som det er meningen Whitford skal genbruge i Parks And Recreation. Dengang sagde Rob Lowe: – Look, this is the White House, we play with live ammo around here.
Det sagde han for at understrege, at det nogle gange går stærkt når man skal styre et helt land, og den samme tone vil Whitford tage, bare for at understrege, at det samme er tilfældet når man styrer den fiktive by Pawnee, i staten Indiana.
I det hele taget viser det sig, at forfatterne af Parks And Recreation er ret store West Wing fans, så derfor kan vi forvente en del små henvisninger til The West Wing. Desværre ser det ikke ud til, at vi også får et gensyn med Rob Lowe og Bradley Whitford i samme rum. De får nok ikke lov at optage nogle scener sammen, siger folkene bag serien.
– Der er ikke noget værre end det øjeblik i en tvserie hvor to skuespillere, der har arbejdet sammen i en anden serie mødes og siger: Kender jeg ikke dig fra et eller andet sted?, siger manden bag Parks And Recreation, Michael Schur.
Michael Schur har dog ikke noget imod de legendariske walk and talk-scener fra The West Wing, hvor en gruppe karakterer går hastigt gennem kontorlandskaber mens de taler hurtigt og intelligent med hinanden. Så, sådan en kan vi nok godt forvente en Parks And Recreation-version af i sæsones næstsidste afsnit.
Bradley Whitford spillede Joshua Lyman, en af de helt centrale figurer i The West Wing, i alle seriens 7 sæsoner. Efterfølgende var han også med i en anden Aaron Sorkin serie, Studio 60 On The Sunset Strip, men han er så vidt vides ikke med i Sorkins seneste serie, Newsroom.