Er Alec Baldwin på vej på pension?

Skuespilleren Alec Baldwin har i de sidste år oplevet en gevaldig karrieremæssig optur med komedieserien 30 Rock. Men nu antyder han kraftigt, at han overvejer helt at indstille sin karriere som skuespiller.
Først var alle glade på tvserien 30 Rock, der havde enorm succes. Så meldte stjernen Alec Baldwin tidligere på året ud, at han ville forlade serien efter den kommende sæson. Så var alle knapt så glade.
Efterfølgende startede en mindre rygtestorm, der sagde, at serien måske helt stopper efter næste sæson – og nu bliver den historie så toppet af hentydningen om, at Alec Baldwin angiveligt overvejer definitivt at parkere karrieren.
Ifølge den amerikanske Hollywood-nyhedsside wenn.com, er Baldwin således i den seneste tid på sin Twitter kommet med en række hints, der peger i retning af, at han helt stopper på de skrå brædder.
– At spille skuespil er, ligesom alt muligt andet, et job. Det er et usædvanligt et, men dog stadig et job. Nogen gange får det et strejf af kunst, skrev Baldwin først og uddybede det således:
– At lave film er underligt. Underligt, at man grundlæggende bruger timer på at leve andre menneskers liv. ‘Er det ikke at spille skuespil?’ Hvor ensporet. Gør det ikke mindre usædvanligt eller vanskeligt til tider.
– Nogen i min branche vil hellere live på skærmen end i virkeligheden. Jo ældre jeg er blevet, desto mere vil jeg det modsatte. Visse roller kravler ind under huden på én. Jeg føler mig mere og mere ligesom Jack (Donaghy, Baldwins karakter fra 30 Rock, red.), for hver uge der går – mærkeligt nok, skriver Baldwin på sin Twitter.
De let kryptiske tweets sammenholdt med rygterne om, at han kvittede sin nyeste film Rock of Ages, inden optagelserne overhovedet var i gang, og måtte overtales til at blive på projektet, får altså nu de amerikanske medier til at spekulere i, om stjernens karriere synger på sidste vers.
Alec Baldwin, 53, er den mest kendte af de fire Baldwin-brødre (Stephen, William, Daniel, Alec), der alle er skuespillere. Han fik sit gennembrud i tvserien Knots Landing, inden han fik en række mellemstore filmroller i  1980’erne i film som Gift med mafiaen, Talk Radio og Beetlejuice.
I 1990 fik hans sit helt store gennembrud i filmatiseringen af Tom Clancy-thrilleren Jagten på Røde Oktober, hvor han i hovedrollen som Jack Ryan spillede overfor Sean Connery. Desværre for Baldwin blev han uenig med Paramount Studios om de næste Tom Clancy-manuskripter, hvorefter rollen som Jack Ryan i de følgende film gik til Harrison Ford, der fik enorm succes.
Siden da har Alec Baldwin haft en lang række gode roller i storfilm som blandt andet The Getaway, Pearl Harbor, The Cooler, The Aviator og The Departed, indtil han vendte tilbage til tv, hvor det hele begyndte, og fik stor succes med komedien 30 Rock.