House of the Dragon sæson 2: Alt du skal vide om næste sæson
House of the Dragon sæson 2 er undervejs - her er hvad vi ved om HBO's næste store hit i Game of Thrones universet.
HBO fik et gedigent hit med første sæson af Game of Thrones-efterfølgeren House of the Dragon. Det var måske også ventet ovenpå forløbenres store succes, men der gik alligevel næsten tre et halvt år fra sidste afsnit af Game of Thrones til første afsnit af House of the Dragon fik premiere.
Og selvom seriens første afsnit slingrede noget og store spring i tiden gjorde det mindre nærende at følge med, så var anden halvdel af første sæsons 10 afsnit temmeligt stærke. Derfor var der heller aldrig rigtig tvivl om, at HBO ville forlænge House of the Dragon med endnu en sæson.
Den sæson bliver der arbejdet på lige nu. Optagelserne er i gang og skrider planmæssigt frem. Her er hvad vi ved som seriens anden sæson lige nu.
Optagelserne til House of the Dragon sæson 2 er begyndt
I april måned frigav HBO et foto af settet af House of the Dragon sæson 2, sammen med en besked om at optagelserne nu altså er skudt igang. Optagelserne finder sted i Warner Bros. studierne i Leavesden i det sydlige England.
Medskaber af serien Ryan Condal, der fungerer som Showrunner på serien sagde dengang, at alle figurerne fra første sæson bare går og glæder sig til at gå i krig.
House of the Dragon er vendt tilbage. Vi glæder os over at optage igen med medelemmerne af vores oprindelige familie, samt nye talenter både foran og bagved kameraet. Alle dine yndlingskarakterer vil snart konspirere rundt om bordene, marchere deres hære afsted og ride på deres drager i krig, siger Ryan Condal.
Hvornår får House of the Dragon sæson 2 premiere?
Skal man tro de seneste antydninger fra HBO så kunne House of the Dragon sæson 2 få premiere i løbet af sommeren 2024.
For det ser ikke ud til at House of the Dragon når at vende tilbage i 2023. Angiveligt er optagelserne til sæson 2 først slut i december 2023. Og den verserende forfatterstrejse i Hollywood betyder, at manuskripterne ikke kan justeres og tilpasses under optagelserne, så der vil formodentlig blive behov for reshoots, når strejken er ovre.
Sæson to af House of the Dragon bliver kortere end den første
Den kommende anande sæson af House of the Dragon bliver angiveligt på 8 afsnit frem for 10 afsnit, som der var i den første sæson. Det skulle blandt andet være på grund af showets fremtidige struktur, fortæller deadline.com.
-Det føltes som om vi trådte vande i historien midt i anden sæson, så det føles mere stringent, mere presserende som en følelsesmæssig bue for vores karakterer, hvis vi komprimerede sæsonen. Og det dikterer så også hvordan vi sætter gang i sæson 3, siger Francesca Orsi, der er chef for dramaserierne hos HBO til deadline.com.
Omstruktureringen af historien, hvor noget af fortællingen, der skulle have været med i anden sæson bliver flyttet til tredje, skulle betyde, at HBO også snart kan være klar til at give grønt lys til tredje sæson af House of the Dragon.
Vi er opmærksomme på hurtigere at fortsætte til sæson 3 efter sæson 2, men der er ikke noget officielt faldet på plads endnu, fordi vi lige nu fokuserer på at få sæson 2 godt igang, siger Orsi.
Hvilke skuespillere er med i sæson to af House of the Dragon?
Det ser ud til at alle de kendte ansiger, der overlevede første sæson, også vender tilbage i sæson 2.
Derfor er Matt Smith, Rhys Ifans, Emma D’Arcy, Olivia Cooke da også på rollelisten sammen med Eve Best, Steve Toussaint, Fabien Frankel, Ewan Mitchell, Tom Glynn-Carney og Sonoya Mizuno.
Desuden ser Harry Collett, Bethany Antonia og Phoebe Campbell ud til også at vende tilbage sammen med Phia Saban, Jefferson Hall og Matthew Needham.