Her er 3 af de mest lovende nye tvserier

Hvert efterår debuterer en masse nye serier på amerikansk tv, som erstatning for dem der enten fik chancen og aldrig fandt et publikum, eller dem der bliver lukket af andre årsager. (pssssst, Two And A Half Men)
Igen i år er der masser nyt fjernsyn under udvikling. Faktisk er der i øjeblikket omkring 100 pilot-afsnit i gang hos de største tv-selskaber, og ikke alle sammen får æren af at blive kastet ud på de amerikanske fladskærme til efteråret. For eksempel har Jenna Elfman (du kender hende som den skøre blondine Dharma, i serien Dharma & Greg, der på dansk hed Et Umage Par) endnu en ny serie på vej. Hendes to seneste komedieserier har hun formået at få aflyst til fordel for genudsendelser stort set inden man får tændt for fjerneren. Derfor er der nok ikke stort håb for hendes nye forsøg: Bad Mom.
Heldigvis er der andre tv-projekter på vej, som ser ud til at have noget mere at komme med til efteråret 2011. Her får du et bud på tre af de mest lovende nye serier, som vi håber får fast sendetid i 2011!
Don’t trust the bitch in appartment 23
Komedieserie, kommer måske på kanalen ABC.
Om:En sød pige fra en lille amerikansk by, må flytte til New York og bo sammen med en notorisk fest-prinsesse, der har et moralkodeks på linje med en mellemøst-diktator.
Med: Krysten Ritter som fest-prinsesse og James Van Der Beek (Dawsons Creek) som sig selv.
Alene titlen gør man er nødt til at finde ud af hvad det her handler om. Men at sætte James Van Der Beek til at spille sig selv, som en sikkert usympatisk horebuk, kan vist også kun blive underholdende. Spørgsmålet er bare hvor længe?
Rookies
Drama, kommer måske på kanalen CBS.
Om: En flok unge politibetjente må balancere livet og jobbet samtidig med de skal passe på sig selv i Manhattans gader hvor de skal lære hvad det vil sige at være betjent.
Med: Adam Goldberg, som havde en sjov rolle som Chandlers nye bofælle i Venner, men måske er mere kendt for en mindre rolle i Entourage. Leelee Sobieski, der mest er kendt fra det store lærred, i blandt andre Johnny Depp-filmen Public Enemies.
Det helt store trækplaster for Rookies er, at det er Mr. New York selv, Robert DeNiro som producerer. Det betyder vi kan se frem til en realistisk og sikkert spændende politi-serie med masser af flotte og dystre scener fra The Big Apple.
REM
Drama, kommer måske på kanalen NBC.
Om: Inspireret af blockbuster-filmen Inception, og handler om en politimand, der vågner efter en ulykke og opdager at han lever i to forskellige virkeligheder.
Med: Hovedrollen tager Jason Isaacs, som Harry Potter fans vil genkende som Lucius Malfoy og så er det netop annonceret at Wilmer Valderrrama, der nok er bedst kendt fra rollen som Fez i komedien That ‘70s Show (Dengang i 70’erne), også skal være med i REM.
Rygterne vil vide at Jason Isaacs kunne vælge og vrage mellem tv-shows inden han bestemte sig for REM. Og Inceptions succes vil nok bane noget af vejen for REM, som også har mange muligheder for at fortælle nye historier når der kan skiftes mellem to forskellige virkeligheder.
Wildcard: More As The Story Develops, HBO
Drama, kommer måske på kanalen HBO
Om: Livet på en 24-timers nyheds tv-kanal, hvor man lever og dør med de store historier og den 24-timers nyhedscyklus, der driver en branche hvor det gælder om at være først på pletten.
Med: Der er ingen skuespiller officielt tilknyttet endnu, men bagmanden er tv-superstar.
For det er tv-skribenten Aaron Sorkin, som er idémand til projektet. Han har senest haft stor succes med at skrive manuskriptet til facebook-filmen, The Social Network.
Med solide tv-titler som The West Wing, Sports Night og Studio 60 On The Sunset Strip, på cv’et må man glæde sig. Det hjælper også, at det er HBO, der udvikler serien, det plejer at tyde på kvalitet. Og chancen for at More As The Story Develops bliver lavet, siges også at være stor.
Kilde: EW.com, tv.com