Mad Men stjerne går bag kameraet i seriens femte sæson

Det tog noget tid for folkene bag Mad Men, at blive enige med tvkanalen AMC om kontrakten for seriens femte sæson. Men det er faldet på plads, og nu kan vi begynde at glæde os til at se mere til Don Draper og alle de andre i 60’ernes reklame-verden.
Den første nyhed om den kommende sæson fem er, at netop Don Draper, der bliver spillet af Jon Hamm, får en forfremmelse – altså ikke i serien, men på tvholdet. Jon Hamm skal instruere det første afsnit af den nye sæson – noget han ser frem til.
– Det er en meget spændende udfordring, som jeg ser frem til med lige dele frygt og glæde, siger Jon Hamm til tvline.com og forklarer:
– Muligheden for at instruere har rumsteret i mit hovede i en tid nu, og det hjælper at være omgivet af folk man kender og stoler på. Vi har været heldige at have meget lille udskiftning i både skuespillere og crew, siger han.
Jon Hamm’s kollega på Mad Men, John Slattery, har allerede instrueret et afsnit af serien. På grund af kontraktforhandlingerne er premieren på seriens femte sæson dog udskud fra sensommeren 2011 til tidligt i 2012. Produktionen begynder til efteråret, men Jon Hamm må i gang lidt tidligere, nu hvor han har fået ekstra opgaver.
– Forhåbentlig giver det mig nok tid til at forberede mig ordentligt. Men hvad er det værste der kan ske, siger Jon Hamm til tvline.com.