Mad Men stjerne skal være med i Arrested Development

Streaming-tjenesten Netlix, der netop har annonceret sit indtog i Danmark, har genoplivet komedieserien Arrested Development. Serien fik 3 sæsoner på landsdækkende, amerikansk tv inden den lukkede. Det var i begyndelsen af 2006. Men nu er serien tilbage og det sker kun på Netflix.
Alle de originale skuespillere er med i Arrested Development sæson 4, men der er også nye ansigter, for eksempel en af hovedrollerne fra Mad Men.
For John Slattery, der spiller den gråhårede playboy og reklamefirma-ejer Roger Sterling i Mad Men, skal være med i flere afsnit af den ti episoder lange sæson 4 af Arrested Development. Det skriver The Huffington Post.
Detaljerne om Slatterys rolle i Arrested Development er stadig hemmelige, men seriens producer Ron Howard (ja, det er filminstruktøren bag The Da Vinci Code, Apollo 13 og mange flere) siger, at der vil komme flere nye ansigter i serien.
– Serien har været væk i nogle år, og en del af det sjove som instruktør Mitch Hurwitz vil udnytte er at finde ud af hvad der er nyt for de centrale personer i serien. Og hvad er heldigvis uforandret? Mitch og forfatterne er ret skamløse og modige og frygtløse, og det er en af de ting der har været med til at holde serien i live hos fans, siger Ron Howard, der i øvrigt også er manden bag den gennemgående fortæller-stemme, som forklarer handlingen i Arrested Development.
Det er planen, at Netflix vil frigive alle 10 afsnit i sæson 4 af Arrested Development på samme tid, så det er op til streaming-abonnenterne hvornår de vil se serien. Det er sandsynligt, at serien også vil være tilgængelig for de danske Netflix brugere, der vælger at hoppe ombord på tjenesten, når den lanceres herhjemme i løbet af 2012.