NBC arbejder på ny Dracula-serie

Tidligere på vinteren kunne du her på tvserie.dk læse, at NBC planlagde at puste liv i den gamle historie om kannibalen Hannibal Lector, som Anthony Hopkins udødeliggjorde i superthrilleren Ondskabens Øjne tilbage i 1991.
Nu har NBC besluttet, at endnu en af historiens mest legendariske skurke skal have ny indpakning, i det man arbejder på en serie om den klassiske Grev Dracula. Det skriver Deadline.com.
Vampyrgreven fra Transsylvanien så første gang dagens lys helt tilbage i 1897 i Bram Stokers roman af samme navn. Siden er der lavet utallige film om legenden, senest Francis Ford Copplolas horrordrama ‘Dracula’ i 1991. En film, der udover Gary Oldman og Winona Ryder sjovt nok også havde Anthony Hopkins på rollelisten.
Den nye Dracula-serie bliver skrevet af Cole Haddon og skal produceres af Tony Crantz og Colin Callender, og bliver lavet med henblik på også at skulle sælges til det europæiske marked.
NBC har lavet en såkaldt script-to-series aftale, hvilket betyder, at der ikke skal produceres et pilot-afsnit af serien, som man ellers normalt gør. I stedet skal NBCs ledelse læse manuskriptet igennem og derudfra træffe beslutning om, hvorvidt det skal blive til en hel sæson eller ej.