Neve Campbell skal være med i Grey's Anatomy

Der forsvinder nogle prominente navne fra Greys Anatomy, men der kommer også nye navne til. Det seneste er Neve Campbell, der har sagt ja til en større rolle i denne sæson af lægeserien.
Neve Campbell skal spille rollen som en af Derek Shepherds fire søstre, og hun har bundet sig til mindst at være med i to afsnit af Grey’s Anstomy. Det fortæller tvline.com.
Neve Campbell indfinder sig i serien kort efter et tragisk flyuheld, der både koster nogle af seriens karakterer livet, men også sætter Dereks fremtid som kirurg i fare.
Campbell fik sit gennembrud på tv, i serien Party of Five, der på dansk hedder Vi bli’r i familien. Siden spillede hun også en hovedrolle i Scream-gyserfilmene. Og så kan mange givetvis huske hende (og Denise Richards) fra filmen Wild Things.
I Scream 3 spillede hun faktisk også overfor Patrick Dempsey, der spiller Derek Shepherd i Grey’s Anatomy, så der bliver tale om et gensyn for de to.
Grey’s Anatomy har taget hul på sin niende sæson, og flere af de store stjerner har forladt serien inden denne sæson.