Mindhunter på Netflix genopfinder langsomt politi-krimien

Hvem kom egentlig på beskrivelsen seriemorder – eller serial killer på engelsk? Det gjorde en håndfuld FBI agenter I slutningen af 1970’erne. For der begynder FBI at interessere sig for forbrydere, der har mere end ét mord på samvittigheden. Og for sager, hvor motivet for mord er svært at gennemskue.

Det er politiets almindelige antagelse, at den slags mordere bare ikke er rigtig kloge. Eller at noget slår klik for dem, når de slår ihjel flere gange.

Men den historie køber den unge agent Holden Ford ikke. Holden har ret godt styr på FBIs fagbøger, men han har mindre held ude i felten. Derfor bliver han mest brugt til at undervise de nye FBI agenter i konfliktløsning. Det er bare ikke helt nok for Holden.

Psykologi er helt nyt for FBI i 1970’erne

Det med psykologiske motiver er nyt og ikke så populært hos FBI. Forbrydere er alle sammen ens i manualen, så der er ingen, der tror på værdien af en psykologisk undersøgelse.

Så da det slipper ud på FBI-kontoret, at Holden tror der kan være en psykologisk faktor bag en række bestialske mord, bliver han sendt på landevejen sammen med den rutinerede agent Bill. Bill underviser lokale politimænd i hvordan de skal håndtere sagerne med mudrede motiver, og det skal Holden hjælpe ham med.

Mens de er på landevejen overtaler Holden den noget mere konservative Bill til, at de skal begynde at holde møder med nogle af de mordere, der allerede sidder i fængsel. Altså, for at lære at forstå hvorfor de har myrdet kvinder og børn. Og hvad der driver dem.

Da cheferne på FBI hører om deres lille sideprojekt bliver Holden og Bill ikke populære. Men fordi de to samtidig har held til at hjælpe det lokale politi med at løse et par makabre sager, så kan cheferne hjemme på FBI hovedkontoret i Quantico pludselig godt se mere af fidusen.

Derfor får de lov at oprette en adfærdspsykologisk afdeling. Der skal de undersøge og interviewe de kriminelle, for at lave en manual som resten af FBI kan bruge til at efterforske særlige sager. Det kan de kun gøre ved at forsøge at identificere sig med nogle af de mest notoriske og bestialske mordere USA nogensinde har set.

Mindhunter på Netflix er ikke en gyser – i traditionel forstand

I løbet af 10 afsnit af Mindhunter på Netflix ser du ikke et eneste mord. Du ser knapt nok de steder hvor mordene sker. Men du kommer med ind i hovedet på nogle af dem der har begået dem.

Og det er faktisk en del mere skræmmende. Specielt på grund af to ting: Dem der spiller seriemorderne og den mesterlige, langsomme og visuelle fortællestil, i Mindhunter på Netflix.

Vi ser glimt af mordsagerne i Mindhunter. Gnidrede sort/hvide fotografier af bestialske mord. Fortællinger fra politimand til politimand. Men det er i samtalerne med seriemorderne, at sagerne bliver levende.

Morderen Ed Kemper (spillet af en fremragende Cameron Britton) forklarer med stor lyst og indlevelse om hvordan han kvaste sin mors kranie med en hammer. Og skar hovedet af hende. Han gør det med så stor selvfølgelighed og indlevelse, at man kan sidde og blive helt betaget. Det gør både vi og Holden Ford.

Får vi medlidenhed med ham? Nej, ikke rigtig. Men vi opdager nok, at selv en seriemorders omstændigheder ikke er så sort/hvide som vi helst vil gøre dem til. Vi overvejer det i hvert fald. Og det er Mindhunters største sejr.

David Finchers aftryk er overalt

David Finchers fingeraftryk er overalt på Mindhunter, hvor han har stået for konceptet og instrueret fire af de 10 afsnit. Hans instruktion gør alt for, at vi kommer helt med ind de små rum, hvor morderne fortæller det hele.

Finchers øje for detaljerne og evindelige evne til at lade kameraets bevægelse matche skuespillernes hastighed og mimik betyder, at det føles som om vi sidder med i lokalet, og ikke bag en skærm og kigger på. Fincher har for vane at koordinere skuespillernes bevægelserne og optage en scene 50 gange, hvis det er det der skal til. I Mindhunter på Netflix giver den stil atter pote.

Samtidig er der gjort et stort arbejde for at ramme tøjet, bilerne og restauranternes look fra slutningen af 1970’erne. Det medvirker til, at Mindhunter har en klar filmisk kvalitet over sig – i stil med første sæson af True Detective. De to serier deler også det langsomme tempo.

Det er modigt at lade en krimiserie helt uden actionscener dvæle så meget ved detaljerne. Og det er muligvis kun fordi David Fincher, der står bag seriemorder-filmene Zodiac og Seven, er så fokuseret på detaljerne, at det kan lykkes. Og så fordi skuespillerne præsterer så fornemt som de gør

Der er fremragende nye ansigter i Mindhunter på Netflix

Jonathan Groff, der måske er mest kendt fra musical serien Glee og Disneyfilmen Frost, brænder virkelig igennem som den unge Holden Ford. Han bliver fascineret af seriemorderne, og finder ud af han er god til at forstå dem. Og han vil gerne forstå dem. Han begynder som en renskuret skoledreng, men han får smag for at være ekspert på det nye psykologiske område i FBI.

Holt McCallany spiller glimrende og troværdigt den garvede agent Bill Trench, der er af den gamle skole. Han har ingen interesse i at blive dus med seriemorderne, som Holt gerne vil. På hjemmefronten er hans hustru knust over ikke at kunne få børn, og deres indelukkede adoptivsøn har han efter tre år stadig ikke rigtig forbindelse til. Bill opdager nærmest ikke, at sønnen udviser nogle af de samme træk, som de mordere han sidder og interviewer.

Hanna Gross har den lidt utaknemmelige opgave at spille Holden Fords noget endimensionelle kæreste Debbie. Hun har mest af alt til opgave at være konstant den samme person i hvert afsnit, så vi tydeligt kan se, at Holden begynder at ændre sig.

Så går det nemmere for Anna Torv, som kommer ind midt i sæsonen som Dr Wendy Carr. Hun skal være med til at gøre FBI-enhedens arbejde mere videnskabeligt. Hun bringer en ny dimension med ind i serien, der dog ikke bliver brugt til det store. Det ligner, at hun skal fylde noget mere i sæson 2 af Mindhunter – der allerede er bestilt af Netflix.

Mindhunter genopfinder politi-krimien

Mindhunter genopfinder på sin egen måde den klassiske procedural. Det gør den ved ikke bare at lade vores hovedpersoner opklare en sag i hvert afsnit. Sagerne er er der, men de er mindre vigtige end personernes udvikling. Mindhunter prioriterer stemning og psykologisk drama over skuddueller og biljagter. Det betyder, at der er noget at komme efter i alle 10 afsnit. Det er der sikkert også i den næste sæson, som Netflix allerede har bestilt.

Bare det er David fincher der bringer det ud.