Mozart in the Jungle giver dig sex, stoffer og klassisk musik

[rwp-reviewer-rating-stars id=”0″]

Der er en pæn chance for, at serien Mozart in the Jungle ikke siger dig noget. Det er ikke så mærkeligt, for det er den amerikanske shopping-gigant Amazon, der har lavet serien, i sit forsøg på at konkurrere med Netflix. (Men du kan godt se den herhjemme)
Men Amazon har på ingen måde placeret Mozart in the Jungle på en tilbudshylde. Der er tænkt over tingene, høj production value og kendte navne på skærmen.
Mozart in the Jungle handler om hvad der sker bag tæppet på de store klassiske koncertsteder i New York. Og i modsætning til hvad man skulle tro, så er den verden propfyldt med stoffer, sex og bizarre optrin.

Sex, stoffer og klassisk musik i New York

Den spanske indie-filmdarling Gael Garcia Bernal spiller hovedrollen i Mozart in the Jungle, som den klassiske dirigent Rodrigo de Souza. Han slår takten an for New York Filharmonikerne, og når kjolesættet bliver hængt i skabet efter en koncert, så slås han med de store personligheder om magten over de berømte koncerter og orkestre.
Mozart in the Jungle er baseret på bogen Mozart in the Jungle: Sex, Drugs, and Classical Music som er skrevet af en tidligere obo-spiller hos filharmonikerne.
Den handler om klassisk musik, ja, men den handler langt mere om de store egoer, der spiller musikken. Om de unge musikere, der prøver at bryde igennem og de gamle musikere der prøver at holde dem ude. Og det bliver krydret med fester, sprut og sex på toiletterne.
Udefra ser den klassiske musikverden aldeles nystrøget ud, men når tæppet går for, så er der masser af krøllede historier om bagsiden af det pæne image. For eksempel det faktum at klassisk musik er en langsomt døende kunstform, der forlængst er overhalet af selvgjorte YouTube rappere. Kan man nå at slå igennem og få en karriere inden sidste strofe bliver spillet? Og kan man overgive sig til kunsten uden at tænke på alt det der følger med?

Interessant kig bag tæppet

Mozart in the Jungle lykkes blandt andet fordi det en giver et kig ind bag et tæppe, vi ikke rigtig kender. Og så er den både sjov, mørk og velspillet.
Det er en komedie, af den der moderne slags uden dåselatter og med liiidt langt mellem grinene. Men den syder af at hovedpersonerne er helt og totalt dedikerede til deres kunst. Og at de vil ofre næsten alt for den.
Du kan se første sæson af Mozart in the Jungle på Viaplay.dk, som også har sæson 2 klar når den bliver frigivet. Du kan se begge sæsoner fra den 1. januar 2016.