Smørtenoren Michael Bolton får sin egen sitcom

Sangstjernen Michael Bolton har netop haft en lille rolle i komedien Two and A Half Men, og det har åbenbart givet ham så meget mod på skuespillet, at han har sagt ja-tak til sin helt egen komedieserie på tvkanalen ABC.
Den nye komedie hedder, meget passende, Michael Boltons Daughter Is Ruining My Life, på dansk altså: Michael Boltons datter ødelægger mit liv!
Bolton skal spille en overdrevet udgave af sig selv i serien, som handler om en ung forfatter, der bliver ansat af den Grammy-vindende sanger, til at hjælpe ham med at skrive vittige opdateringer på sociale medier.
Ideen til Michael Boltons nye serie kommer fra skuespillerinden Allison Miller, der selv er med i Matthew Perrys nye serie Go On. Og den er angiveligt inspireret af Allison Millers egne erfaringer med kendte skuespillere og deres børn, da hun selv flyttede til Hollywood.
Projektet er stadig underudarbejdelse, men folkene bag serien har hyret forfatteren Tami Sagher, der tidligere har arbejdet på 30 Rock, til at skrive det første afsnit.
Michael Bolton har også optrådt på tv i sketch-showet Saturday Night Live – en optræden der blev et gedigent Youtube-hit: