The Last of Us er den bedste filmatisering af et spil nogensinde
Hvis første afsnit - der næsten holder spillefilmslængde - er nogen indikation, bliver The Last of Us en af de største serie-oplevelser i 2023.
The Last of Us
Episode 1, HBO Max
Hvis første afsnit - der næsten holder spillefilmslængde - er nogen indikation, bliver The Last of Us en af de største serie-oplevelser i 2023.
Live-action film og tv-serier baseret på computerspil er altid dårlige. Altid. Det er så tæt på en regel, som man kan komme - og der er så godt som ingen undtagelser. Eller, det var der ikke, indtil The Last of Us debuterede på HBO Max.
For The Last of Us, der er baseret på Playstation-spillet af samme navn, holder uhørt højt niveau. Man kan sagtens se, at serien har været dyr. Scenerierne er virkelige og eventyrlige på samme tid. Der er nervepirrende momenter og dybe karakter-øjeblikke. Håndværket er stærkt både foran og bagved kameraet. Og så er historien helt vildt spændende.
Hold dog fast i det, der virker
Der er en grund til at filmatiseringer af spil altid kikser. For folkene bag vil altid gerne lave en masse af det om, der gjorde at spillene virkede i første omgang. Se Uncharted-filmens forhippede forsøg på at vride al charmen ud af en populær titelfigur, der absolut skal være meget yngre end i spillene. Eller Tomb Raiders ambitioner om at opfinde ny fjollet forhistorie til en figur, der ikke behøver det.
Den fælde går The Last of Us heldigvis ikke i. Neil Druckman, der har skrevet de prisvindende spilforlæg, og tv-håndværkeren Craig Mazin (Chernobyl) fortæller bare den allerede fremragende historie - præcis som spillet gør.
I stedet for at være bange for, at spilkendere ikke får noget nyt, får alle serieelskere i stedet en voldsomt velproduceret og mageløst medrivende fortælling.
Klassisk historie, fremragende udført
Jo, The Last of Us bygger på en klassisk trope. Jorden er på en måde gået under. Eller, det er i hvert fald tæt på. For 20 år siden begyndte en mystisk sygdom at angribe mennesker og gøre dem uregerlige og blodtørstige. De få overlevende har forskanset sig i lejre hvor de prøver at leve resterne af et normalt liv, i skyggen af stram militær styring.
Joel prøver at bygge sig et nyt liv som erstatning for det han mistede, da den mystiske virus brød ud. Men minderne fra dengang sidder så fast i hovedet på ham, at han må arbejde på kanten af det smadrede samfund, for at få råd til de ulovlige piller, der kan dæmpe det hele lidt.
Ellie er noget særligt. En ung pige, der tilsyneladende er bygget anderledes, og mere modstandsdygtigt, end flertallet. Derfor skal hun undersøges. Og det kan kun ske tusindvis af kilometer væk. Så hun skal fragtes tværs over USA, til den vestkyst, hvor man mener læger forsker i en kur.
Ad omveje havner Ellie i Joels varetægt og han påtager sig modstræbende opgaven med at fragte hende ud i vildnisset, forbi de mange ukendte farer, der lurer uden for fortet, der er endt med at være hele deres forskandsede verden.
Hvorfor går verden altid under?
Der er en grund til at film, serier og spil ofte foregår i en verden, der er så godt som gået under: Det virker. Det gør det også i The Last of Us. Desperationen over alt det, der er mistet og kampen for at leve et rigtigt liv på bagsiden af en katastrofe er vedkommende.
Det samme er skuespillet. Bella Ramsey spiller fremragende i rollen som Ellie, der er tvær, særegen og har tør humor. I første afsnit er den store hovedperson Pedro Pascal, der er vedkommende og troværdig som den fortabte Joel.
Anna Torv har lagt det polerede look fra serien Fringe på hylden, hvilket også bidrager til troværdigheden - og så stjæler Westworld-kendis Thandie Newtons datter Nico alle de scener hun er med i.
Det bidrager alt sammen til et samlet billede af The Last of Us som et vellavet, vedkommende og vigtigt stykke historiefortælling. The Last of Us er så god, at det ikke længere er vigtigt at tale om hvorvidt det er en god serie baseret på et computerspil.
Det er et virkelig godt computerspil. Og det en god serie. Nej, en fremragende serie. Hvis første afsnit - der næsten holder spillefilmslængde - er nogen indikation, bliver The Last of Us en af de største serie-oplevelser i 2023.