Tvserie anbefaler advokatserien Suits

Suits handler om den unge New Yorker Mike Ross, der aldrig rigtig har levet op til sit potentiale. Han kan huske alt hvad han nogensinde har læst, men en kombination af pot, dårlige venner og uheldigt familieliv, har betydet at han aldrig fik taget en college-uddannelse. Nu tjener han til huslejen ved at tage unge studerendes skriftlige tests for dem, og han er på nippet til at opgradere sin småkriminelle status til narkokurer.
I det store advokatfirma Pearson Hardman hyrer man kun unge advokater fra Harvard Law School. Kun det bedste og de klogeste er gode nok. Men firmaets superadvokat Harvey Spector er træt at de samme strømlinede advokatspirer. Han leder efter en ny rekrut, der har noget andet end bare book-smarts.
Da Mike fornemmer at han er på vej til at levere en kuffert fuld af pot til en undercover politimand, stikker han af og lander under flugten på det kontor, hvor Harvey interviewer unge Harvard-uddannede advokater. For at gemme sig for politiet tager Mike pladsen fra en af de unge rekrutter, der ikke er mødt op til sit interview. Og det viser sig hurtigt, at Harvey Spector er lige så imponeret af Mikes evner som levende leksikon, som de fleste andre. Så Mike får chancen for at gøre en forskel hos Pearson Hardman og ser sin chance for at få noget ud af livet. Hvis han altså bare kan holde skjult, at han ikke er advokat – og da slet ikke har gået på Harvard.

Hvorfor se Suits?

Suits er en dejlig blanding af advokat-sager, der skal løses og så de personlige forhold imellem dem, der arbejder på advokatkontoret hos Pearson Hardman. Persones udvikling er drivkraften i serien sammen med Harvey Spector og Mike Ross’ forsøg på holde på hemmelighederne, for at få lov at blive hos det store advokatfirma.
Stilen i Suits er elegant, med personer som måske nok er klogere end gennemsnittet, men langt fra perfekte. Der er good guys og bad guys. Der er faldgruber i både sagerne, der skal håndteres og i livet på kontoret. Og så er der en god portion humor blandet ind i det hele. Specielt Louis Litt, der er kontorets hårde nyser, bliver genstand for en del grin og sjove episoder. Og så er musikken i serien et fremragende prik over i’et.

Hvor kan du se Suits?

Der er lavet to sæsoner af Suits, som bliver vist på den amerikanske kabel-kanal USA Network. I alt findes der 22 afsnit.
Herhjemme har TV3 en overgang vist Suits meget tidligt om morgenen, og TV3 Puls viste i foråret seriens første sæson, men lige nu er den ikke at finde nogen steder på danske tv kanaler. Så du må ty til DVD for at få dig et fix. Suits kan fås på DVD for eksempel cdon.dk der har den første sæson,  eller hos amazon.co.uk.
Hvem skal se Suits: Hvis du er glad for let tilgængelige serier, der bruger lige så meget tid på personerne udvikling, som på de sager og opgaver, der lige skal løses i løbet af en lille time, så er Suits noget for dig.
Suits byder på et gensyn med skuespillerinden Gina Torres, som du kan huske hvis du er fan af Joss Whedons sci-fi serie Firefly. Og så er der tale om et mindre gennembrud til både Patrick J. Adams som Mike Ross og Gabriel Macht som den über cool Harvey Spector.
Tvserie anbefaler: Vi ser masser af tv og vil gerne anbefale dig nye serier som du kan tage hul på, hvis du mangler et skud kvalitets-tv.