Zach Braff klar til Scrubs reunion på Cougar Town

Der er lagt op til den helt store Scrubs reunion på Cougar Town i den kommende sæson. Zach Braff og Robert ‘The Todd’ Maschio er netop blevet tilføjet til et allerede stærkt Scrubs præget cast. Det rapporterer tvline.com.
Cougar Town skaber Bill Lawrence, der også var manden bag Scrubs, har allerede haft held til at lokke flere skuespillere fra sin gamle serie over til sin nye. Således har flere birolle skuespillere fra Scrubs været forbi Cougar Town gennem de to første sæsoner. Men meget tyder på at Lawrence bringer det store skyts frem i den kommende tredje sæson.
Sarah Chalke, der spillede Elliot Reid i Scrubs, er allerede blevet booket til at spille den anden halvdel i en kærlighedshistorie med Brian van Holts karakter Bobby.
Og ikke nok med det. To andre Scrubs veteraner, som begge har optrådt i Cougar Town før, dukker også op i selv samme afsnit som Braff og Maschio. Det drejer sig om Sam Lloyd og Ken Jenkins, der spillede henholdsvis Ted og Dr. Bob Kelso i lægekomedien.
Tæller vi Christa Miller, der spillede Jordan i Scrubs og nu er fast inventar i Cougar Town, med, bringer det antallet af Scrubs skuespillere samlet igen op på seks.
Det er endnu ikke offentliggjort hvilke roller Braff og Maschio skal spille, men det bliver interessant at se om de optræder som deres Scrubs karakterer, som f.eks. Sam Lloyd gjorde det sidste sæson, eller om de dukker op i nye roller.