John F. Kennedy-arving med i ny Aaron Sorkin serie

Endnu to navne rapporteres på plads til den nye Aaron Sorkin serie, More As The Story Develops.
Tidligere har du her på tvserie.dk kunne læse, at først Jeff Daniels (Dum & Dummere), dernæst Olivia Munn og Alison Pill (Milk) og siden hen Sam Waterston (Law & Order, The Killing Fields) har sagt ja tak til at være med i More As The Story Develops.
Nu er endnu to skuespillere på plads til serien. Den ene er den britiske Slumdog Millionaire-stjerne Dev Patel, der ifølge flere medier fornylig også har skrevet under med serien.
Seneste nye skuespiller på holdet er den unge Kathleen ‘Kick’ Kennedy, der kommer fra den berømte Kennedy-familie, der i årtier har siddet højt på den amerikanske magt-pyramide. Således er hendes fars onkel ingen ringere end USAs tidligere præsident, John F. Kennedy.
Ifølge New York Post har den unge skuespillerinde fået en rolle i HBO pilot-projektet, som det retfærdigvis skal siges, at Sorkin-serien endnu er. Dog virker det næsten urealistisk, at pilotafsnittet ikke bliver konverteret til minimum en hel sæson. Alene det at Sorkin er bagmand, bør næsten være en garanti for succes.
Kathleen ‘Kick’ Kennedy er datter af Robert F. Kennedy Jr., der er miljø-advokat. Robert er kærester med Curb Your Enthusiasm-stjernen Cheryl Hines, der ifølge New York Post har hjulpet ‘Kick’ med at lande rollen i More As The Story Develops.
Serien foregår helt Sorkin-klassisk (ligesom Sports Night og Studio 60 On The Sunset Strip) på et tv-set, hvor man følger en række personer på et nyheds-aftenshow. Værten på showet, og seriens mandlige hovedrolle, hedder Will McCallister og spilles af Jeff Daniels. Overfor ham spiller Emily Mortimer (Shutter Island) den kvindelige hovedrolle som Mackenzie MacHale.
Optagelserne til More As The Story Develops er netop påbegyndt og serien ventes at få HBO-premiere engang i 2012.