Se fed trailer for ny, lovende Alcatraz-serie

Du kan godt begynde at glæde dig! Fox har sagt ‘ja tak’ til en Alcatraz-serie – og den ser rigtig lovende ud. Se den første trailer for serien her på tvserie.dk.
Efter lang tids spænding er det i disse dage, de store amerikanske netværk siger enten ‘go’ eller ‘no-go’ til alle de pilotafsnit af serier, de har brugt de sidste uger og måneder på at vurdere. Og der har virkelig været meget at vælge imellem.
Et tema, som flere pilotafsnit har kredset om, har været tidsrejser og sammenblandingen af det overnaturlige og mere almindeligt politiarbejde, hvilket du blandt andet kan se i serierne Powers og Person of Interest. Sidstnævnte er produceret af manden bag blandt andet Lost, J. J. Abrams, der har haft travlt vinteren over.
Abrams er således også producer på Fox’s nye serie om USAs mest berømte og berygtede fængsel, Alcatraz. Og lad det bare være sagt med det samme – den ser meget lovende ud!
Alcatraz handler om et hold politiefterforskere, der her i 2011 arbejder med en række begivenheder, der leder dem
til at undersøge lukningen af Alcatraz fængslet tilbage i 1963. Officielt blev Alcatraz lukket og alle indsatte transporteret til et af nationens øvrige fængsler. Det viser sig dog hurtigt, at det kun er den officielle historie – virkeligheden er nemlig, at alle 302 indsatte en nat i 1963 pludselig bare var.. væk. Fængslet var tomt.
I 2011 dukker en af datidens indsatte op i San Franciscos gader – ikke en dag ældre end i 1963. Han bliver hurtigt rullet ind i en række kriminelle og mere eller mindre mystiske begivenheder, der sætter politiets efterforskning på den anden ende. Og med dette klassiske J. J. Abrams tidsrejse-twist tager tingene for alvor fart..
Hovedrollerne i serien bliver spillet af Sam Neill (Jurassic Park), Jorge Garcia (Lost), Sarah Jones (Sons of Anarchy) og (Bedre end Beckham). Alcatraz er som sagt produceret af J. J. Abrams, der også i denne serie – ligesom i Person of Interest – genforener en lille bid af det succesfulde Lost-hold, da serien er skrevet af blandt andet Elizabeth Sarnoff, der på Lost fungerede som producer.
Herunder kan du se den første trailer for serien:
Fængslet Alcatraz, der ligger på en lille ø 2,4 km. fra kysten i San Francisco-bugten, blev i virkelighedens verden brugt som fængsel frem til 1963, efter at have fungeret først som fyrtårn i 1800-tallet, herefter militær belægning og militært fængsel, indtil FBI overtog ‘The Rock’ i 1933 og brugte det som fængsel for nogen af nationens værste forbrydere. Blandt de mest kendte indsatte er Al Capone (1934-1939) og George ‘Machine Gun’ Kelly (1934-1951).