The Wire sætter standarden for realistisk og vedkommende drama

Artiklen er en del af listen over de seks bedste klassiske HBO serier. Se hele listen her: 6 bedste (klassiske) serier på HBO

Det er umuligt at komme udenom The Wire når man ser på hvorfra den moderne tv-serie fik sin stil. På godt og ondt. For lige så realistisk, stemningsfuld og dragende The Wire kan være, lige så voldsomt kedelig og svær at holde fast i, kan den også være.

For The Wire er ikke bare tv-underholdning fra standardskuffen og det har det aldrig været meningen, det skulle være nemt at sluge. The Wire skriger på at blive taget alvorligt som en samfunds- og samtidskommentar. Og som sådan er det en af de bedste dramaserier nogensinde.

Hele vejen rundt om Baltimore med The Wire

I Baltimore har de kriminelle ofte frit spil. Det skyldes både manglende ressourcer hos politiet og det faktum, at der i høj grad er gået politik i politiets arbejde.

I begyndelsen følger serien politimanden Jimmy McNulty i jagten på at trevle en særdeles aktiv narkobandes aktiviteter op. Men Jimmy er lidt fordrukken, og han kan ikke få den hjælp han skal bruge fra sin chef uden at lyve og fifle med beviser.
I de følgende sæsoner skifter The Wire fokus, og kommer på den måde hele vejen rundt om kriminalitet, politik, medier og alle de centrale områder i det moderne liv i en amerikansk storby.

Fordi The Wire er optaget i og omkring Baltimore, øges realismen og den følelse af at man er vidne til et ægte kig bag kulissen på hvordan en by opererer. Manden bag serien, David Simon, var journalist i Baltimore, hvor han dækkede blandt andet politiet, inden han skrev The Wire, og det taler nok også for den realistiske tone.

Find ‘feel good’ et andet sted

Der er ikke meget feel-good over seriens beskrivelser af magtesløshed og ligegyldighed blandt de folk som står forrest i forsøget på at beskytte almindelige mennesker.

Til gengæld får du et realistisk, nuanceret og dragende billede af hvad der foregår bag linjerne hos både politi, narko-dealere og politikere. Derfor er The Wire vedkommende og helt sin egen. Men du skal være forberedt på at have tænkehatten på og sidde op i sofaen, hvis du skal hænge på.

Bonus: I 2015 restaurerede HBO samtlige seks sæsoner af The Wire og gjorde dem tilgængelige på deres streaming-tjeneste, så du kan lige nu kaste dig over 60 afsnit i fantastisk HD – fordelt over 5 sæsoner.